Medie: Danmark tæt partner med NSA

Tidligere direktør i NSA afslører tæt samarbejde mellem skandaleramte NSA og Danmark

Foto: Rick Bowmer
Foto: Rick Bowmer

Allerede i 1990erne var Danmark et af få allierede lande, der samarbejdede særlig tæt med NSA om masse­overvågningsteknologi. Det siger en tidligere teknisk direktør i den amerikanske efterretningstjeneste NSA til Dagbladet Information i dag.

En tidligere teknisk direktør i NSA, William Binney, løfter i Dagbladet Information i dag nu endnu en del af sløret for partnerskabet om elektronisk overvågning mellem Danmark og USA.

Information kunne i sidste uge dokumentere, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) efter alt at dømme samarbejder med NSA om at tappe danske fiberkabler for tele- og datatrafik.

Det kommer ikke bag på William Binney, der fortæller, at Danmark allerede tilbage i 1990erne samarbejdede tæt med NSA om programmer, der skulle bruges til at finde efterretninger i de store datamængder, som tjenesten og dens partnere indsamlede.

- Når de først er begyndt at arbejde tæt sammen, går jeg ud fra, de er fortsat med det, siger den tidligere tekniske direktør, der forlod NSA kort efter 11. september 2001, fordi han mente, at tjenesten krænkede den amerikanske forfatning ved at spionere imod amerikanske statsborgere.

William Binney siger, at NSA i 1990erne først og fremmest arbejdede sammen med efterretningstjenesterne i USAs tætteste allierede lande, Storbritannien, Australien, Canada og New Zealand, om udviklingen af programmer, der kunne behandle data, som tjenesterne modtog fra satellitstationer, tapning af fiberoptiske kabler og andre kilder.

Men også få andre allierede lande - omkring en håndfuld mener William Binney - blev inddraget i arbejdet.

- Danmark var et af de lande. Det var i midten af 1990erne, men det går tilbage til samarbejder, vi havde haft tidligere, siger William Binney.

Ifølge William Binney vil det særligt være den russiske trafik, der går igennem Danmark, som kan være grunden til, at Danmark er interessant for NSA at samarbejde med om konkrete indhentninger fra fiberkabler:

- Der er et stort netværk i Danmark med adgang til store mængder data, der er forbundet til de tidligere Sovjetlande. Det er den slags steder, du gerne vil have placeret dine indhentnings-devices, siger han i overensstemmelse med, hvad eksperter på området tidligere har sagt til Information.

William Binney påpeger, at NSA har brug for mange allierede partnere, der sikrer tjenesten adgang til centrale punkter i det globale netværk af fiberkabler. Det skyldes den måde, internettrafik dirigeres rundt på.

- Både e-mail og telefonopkald bliver ikke nødvendigvis ledt den mest direkte rute. De bliver nogle gange ledt ad omveje, hvilket betyder, at hvis du kun sætter devices på den direkte rute, så fanger du ikke nødvendigvis det, du vilhave.

Den kommunikation, der går igennem København, bliver ikke nødvendigvis routet til Frankfurt. Så hvis du fokuserer din indsamling i Frankfurt, risikerer du at misse det, der går igennem København, siger han.

Før William Binney forlod NSA, havde han i flere år arbejdet på at udvikle et program med kodenavnet ThinThread. Programmet var i stand til at filtrere irrelevant data fra og finde den berømte nål i høstakken: De små bidder elektronisk kommunikation, der kunne bringe NSA på sporet af terrorister og andre med onde hensigter.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere