Så hårdt ramte skybruddet

Oversvømmede gader, kældre og campingpladser i går aftes over det meste af Jylland

Skybrud i Brande. (Privatvideo)

Et voldsomt skybrud ramte i går aftes store dele af landet.

Sydjylland, Sønderjylland, Midtjylland og Vestjylland blev meget hårdt ramt, med oversvømmede gader og kældre til følge. Nogle steder var vandtrykket fra regnen så stort, at kloakdækslerne blev skudt op .  

- I Billund, Haderslev og Herning er der målt skybrud. Regnen er kommet i en linje op gennem Jylland fra den østlige del af Sydjylland og nordpå op til Limfjorden.

- Nogle steder i Jylland er der faldet op til 30-40 millimeter regn i går, men problemet er der, hvor regnen er faldet meget hurtigt, siger vagthavende meteorolog ved DMI Tine Zeuthen.

Vådest i Jylland
Falck har primært haft travlt i Jylland i går, men det har også regnet i en mindre intensiv form andre steder i landet.  

- Vi har haft 35 vandskader rundt omkring i Jylland. Vi fik de første anmeldelser ved 18-tiden og ved 20-tiden begyndte det at stilne af -  dog var vi ved 22-tiden stadig i gang med at pumpe vand ud fra Helligåndsåen i Nykøbing Mors.  Haderslev, Vamdrup, Vojens, Nykøbing Mors, Herning Brande, Ikast, Billund og Thisted er blandt de byer, der er hårdest ramt, siger Frederik Madsen, der er pressemedarbejder i Falck.

Regnen faldt meget hurtigt og intensivt, men varede kort, fortæller Frederik Madsen.

Oversvømmelser på campingplads i Thisted i går aftes. (Privatfoto)
Oversvømmelser på campingplads i Thisted i går aftes. (Privatfoto)
 

- Det har været voldsomt og kortvarigt.  Vi fik hvad der svarer til to voldsomme skybrud inden for en time. Vi har kun haft udrykninger i Jylland i går, og her startede det i sydøst og bevægede sig opad mod Midtjylland og Nordvestjylland, siger Frederik Madsen 

Nordfyn og dele af Lolland- Falster og Sydsjælland har også fået lidt regn i går aftes, men slet ikke i samme omfang som store dele af Jylland, lyder det fra DMI.

 Det er ikke slut med det våde vejr i denne omgang.

- De næste dage er der potentiale for, at der kan komme rigtig meget vand.  Der kommer en frontzone hen over landet de kommende dage, som kan give regn i store del af landet, siger Tine Zeuthen fra DMI.

Også Beredskabsstyrelsen har haft en travl aften i går.

- Beredskabscenter Nordjylland i Thisted har været indsat fra klokken 20.00 i aftes til klokken 05.00 i morges til en pumpe-opgave ved havnen i Nykøbing Mors, hvor hele vagtholdet var ude med syv pumper for at pumpe vandet væk, siger Brian Wesselhoff, der er vagthavende officer i Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen har også været ude og pumpe vand væk i Thisted og familieparken Jesperhus.

Tjek dit lokale vejr på vejret.dk

 

1 af 2 Her ses regnmasserne ved Vojens (Foto: Privat)
2 af 2 Blomsterbutik under vand i Nykøbing Mors.(Privat foto)
0 kommentarer
Vis kommentarer