Overskud på betalingsbalance ender på 13,3 milliarder

Over 13 milliarder kroner er overskuddet på betalingsbalancen, hvilket er uændret i forhold til sidste år.

Overskuddet på betalingsbalancen landede på 13,3 milliarder kroner i maj. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Overskuddet er på niveau med tallet for maj sidste år.

I forhold til april er betalingsbalancen vokset med 4,4 milliarder kroner, hvilket især skyldes en stigning i overskuddet på posten varer på fire milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.

I maj faldt importen af varer med 4,9 procent. Det var især et faldende indkøb af olie, der var skyld i faldet.

Også eksporten faldt - dog begrænset - med 0,7 procent i maj i forhold til april. Og samlet betød det et stigende overskud på handelsbalancen på syv milliarder kroner i maj mod 5,1 milliarder kroner i april.

De tre seneste måneder er eksporten til vores to største eksportmarkeder, Tyskland og Sverige, dog steget.

Eksporten til Tyskland steg 4,3 procent som følge af øget salg af maskindele, lægemidler og fødevarer. Og eksporten til Sverige steg med 5,4 procent blandt andet som følge af øget salg af vindmølledele og olieprodukter.

0 kommentarer
Vis kommentarer