91-årig ville have hjælp til at dø: Nu har han fået fred

Kurt Olav Oest ville gerne herfra med værdighed - det skete ikke, men den livstrætte mand er nu sovet ind, efter ikke at have indtaget væske i to dage

I 42 dage lå han i sengen og ville ikke andet end at dø.

Med værdighed.

Og hellere end gerne med aktiv dødshjælp, når nu hans stærke hjerte ikke havde tænkt sig at opfylde hans ønske.

91-årig vil ikke leve mere: Hvem kan hjælpe mig med at dø?  

Klokken 9.30 i går morges døde 91-årige Kurt Olav Oest.

Sygeplejerskens råd: Lad ham dø af tørst  

Dog ikke med værdighed, hvis man spørger hans barnebarn Christian.

- Han har ikke spist i mange, mange dage, og i forgårs gled han bort og vi kunne kun komme i kontakt med ham meget sporadisk. Da stoppede han også med at indtage væske, fortæller Christian Oest, der håber, at synet af hans afpillede farfar ikke vil være det billede, der vil være printet på hans nethinde i fremtiden.

- Han er død af sult og tørst. Det får vi selvfølgelig aldrig svar på, men i denne varme kan man ikke overleve uden væske i to dage. Da slet ikke, når man kun er et skelet betrukket med hud, siger han om sin farfar.

 

Kurt Olav Oest var så tynd, at han ikke kunne have sit gebis i munden længere. - Et skelet med hud over, siger 41-årige Christian Oest om sin farfar. (Privatfoto)
Kurt Olav Oest var så tynd, at han ikke kunne have sit gebis i munden længere. - Et skelet med hud over, siger 41-årige Christian Oest om sin farfar. (Privatfoto)
 

 

Hele aftenen torsdag, sad Christian Oest ved sin farfars side - sikker på, at han ville dø.

- Men det har vi været så mange gange før i dette forløb. Så mange gange har vi håbet, at han ville få fred. Hver gang har hans hjerte dog vist sig stærkere end hans eget dødsønske.

- Han var meget svag i aftes. Flere gange stoppede hans vejrtrækning - i helt op til to minutter. Men da han ikke var død ved midnatstid, kørte jeg hjem for at sove, siger Christian, der overlod farfaderen til plejepersonalet, der sad ved hans side hele natten.

Han var bitter

Ved sekstiden fredag morgen besøgte Christian sin farfar igen. Men vejrtrækningen var normal og der var ikke tegn på, at han havde tænkt sig at tage herfra inden for meget kort tid.

- Så jeg kørte hjem igen og spiste morgenmad.

- Klokken ni ringede de så til mig og sagde, at han var ved at dø. Da jeg nåede ud til ham, havde han lige udåndet.

  Det Etiske Råd: Vi tager ikke ordentlig vare på vores døende – men løsningen er ikke at slå dem ihjel

- Nu ser han pludselig smuk ud, selv om han er så forfærdelig tynd efter at have sultet sig selv. Han ligger i sin seng, plejerne har givet ham habit på og i hans hænder, der ligger på hans mave, holder han et billede af min farmor.

- Det eneste, jeg kan tænke, når jeg kigger på ham, er: 'hvor er det dejligt'. Og det mener jeg. Han har endelig fået fred.

- Hvordan havde Kurt det med, at han blev en del af debatten om aktiv dødshjælp?

- Han var stolt. Men også bitter. Bitter på mig over alle de ting, jeg gjorde. Men det var ren afmagt, er jeg sikker på. Og bitter på de mennesker, der ikke bakkede op i ønsket om aktiv dødshjælp.

- Farfar var skarp i hovedet til det sidste, og da han stadig havde kræfter til at tale, sagde han: 'De mennesker, der ikke ønsker at hjælpe mig og andre i samme situation med at komme herfra med værdighed, skulle prøve det her. Ikke at ligge for døden. De skulle bare prøve at ligge ved siden af mig i sengen i en uge. Se hvordan jeg har det. Så ville de ændre mening'.