Beklager, du kan ikke donere din krop - vi bygger om

Tage Hansen har mistet sin kæreste gennem 39 år, og midt i sorgen skal han nu planlægge begravelse, selv om hendes ønske var at donere sin krop til forskning. Vi har ikke plads på grund af ombygning, lyder det fra Biomedicinsk Institut

Tage Hansens kone ville donere sin krop efter døden, men dette kunne hun ikke, da instituttet bygger om (Privatfoto)
Tage Hansens kone ville donere sin krop efter døden, men dette kunne hun ikke, da instituttet bygger om (Privatfoto)

Når du dør, kan du donere din krop til et af landet universiteter. Hos i alt tre danske universiteter kan du stille din krop til rådighed, hvorefter den blive brugt til videnskab, forskning eller undervisningsbrug ved lægeuddannelsen, og det syntes Tage Hansen var en fantastisk idé.

- Vi er gode borgere, som gerne ville gøre et godt formål, så vores søn anbefalede det, fortæller 68-årige Tage Hansen til Ekstra Bladet.

Derfor udfyldte han og kæresten gennem 39 år en testamentarisk formular til det Anatomiske Institut i Aarhus for mange år siden, idet hun var syg af KOL, og Tage Hansen lider af diabetes. De mente begge dengang, at det var to sygdomme, der var værd at forske mere i.

 

I lørdags ved 18 tiden afgik hans 69-årige samlever ved døden. Tage Hansen troede, at alt var plads i forhold til donationen, men stod pludselig i et stort dilemma.

- På sygehuset fik vi bare at vide, 'beklager, vi kan ikke tage imod liget'. Jeg tænkte, det kan da ikke passe, forklarer Tage Hansen.

Årsagen var, at Institut for Biomedicin, der modtager donationer bygger om, så de modtager i øjeblikket ingen lig.

- Jeg var rystet. Før skulle jeg ikke tænke på noget, men nu skal jeg planlægge begravelse og alt muligt. Det er bare ikke en måde at behandle folk på. Det var jo hendes ønske, så jeg er meget forarget over det, fastslår Tage Hansen.

Vil melde sig ud som donor
Hans søn har derfor nu været i kontakt med et bedemandsfirma, som skal tage sig af alt det praktiske, men det var bestemt ikke meningen.

- Jeg er så vred. De skal ikke regne med mig mere, fortæller Tage Hansen, der nu har valgt, at han selv vil meldes ud af donorregisteret.

- Jeg vil ikke risikere, at mine efterladte pårørende står i samme situation. Sådan er mit syn på det nu.

Det er dog ikke mere end et par måneder siden, at det kom frem, at det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet mangler afdøde kroppe at skære i.

- Der er alt for få, sagde professor og leder af Donationsafdelingen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Jørgen Tranum-Jensen til dr.dk.

Biomedicinsk institut beklager
Men ifølge Aarhus Biomedicinsk Institut vil man ikke transportere Tage Hansens afdøde kærestes lig til København.

- Det vil kræve store transportomkostninger, og det kan vi ikke betale for. Af økonomiske årsager, så registreres man som donor inden for sit regionsområde, Peter Holm-Nielsen, lektor og speciallæge på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Hos Institut for Biomedicin er man dog ked af situationen, men kan ingenting stille op, ifølge den overordnede ansvarlige.

- Vi forstår godt frustrationen, men vi beklager meget. Vi kan bare ikke gøre noget ved den uheldige situation, fortæller Peter Holm-Nielsen.

Han forklarer, at man er i gang med en større renovering af bygningen, og derfor er der begrænset plads, da nærmest alt er revet ned.

- Det er simpelthen baggrunden for, at vi ikke kan modtage nogle lig i øjeblikket. Normalt kan vi jo godt, men Tage Hansens kones død er bare desværre faldet sammen med ombygningen, og så er det fysisk umuligt for os, siger lektoren. 

- Hvorfor har I ikke oplyst de donor-registrerede om jeres renovation, så de kunne være forberedt?

- Vi kan ikke ringe ud til de over 5000 registrerede donor-personer, det ville være urimeligt. Vi kan ikke forudse, hvornår folk afgår ved døden. I stedet har vi lavet den ordning, at hvis en af donorerne dør, så er der en bedemand tilknyttet til de pårørende.

- Kunne I ikke have gjort de pårørende eller donoren opmærksom på anden vis eksempelvis på hjemmesiden?

- Det kunne vi måske godt, men vi er midt i en sommerferieperiode. Men det da rigtigt nok. Vi har dog skrevet på hjemmesiden, at vi ikke modtager nye registreringer indtil januar 2015.

For dyrt at køre ligene til andre steder
- Indtil ombygning er klar, kunne I så ikke have opbevaret ligene andre steder?

- Nej, vi er ret restriktive, så vi beholder det inde for murene. Vi har en klar moralsk opfattelse af, hvad man kan tillade sig at gøre, så det vil vi ikke, siger Peter Holm-Nielsen.

Ifølge lektoren er der - modsat Jørgen Tranum-Jensens udsagn - nemlig ikke ligefrem mangel på donationer af lig til forskning.

- Jeg tror, at vi fik over 500 nyoprettede donations-testamenter alene sidste år, så på vores institut har vi stor tilgang. Det giver os mulighed for at lave en ordentlig undervisning, så det er vi selvfølgelig glade for.