DR er meldt til politiet for ulovlig drone-flyvning

Styrelse: DR overtræder luftfartsloven ved at sende droner i luften med kameraer - fik advarsel sidste år

DR har fløjet med droner, og det er Trafikstyrelsen lidt sure over (Foto: Jens Dresling)
DR har fløjet med droner, og det er Trafikstyrelsen lidt sure over (Foto: Jens Dresling)

Trafikstyrelsen har mistet tålmodigheden med Danmarks Radio, der har fløjet ulovligt med droner. Efter en advarsel sidste år, er DR nu meldt til politiet for at overtræde luftfartsloven, oplyser Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Det er meget frustrerende som myndighed, når vi oplever en ligegyldighed med loven. Og når det er gentagende gange, er vi naturligvis nødsaget til at reagere. Derfor har vi i dag anmeldt DR til politiet, oplyser kommunikationsmedarbejder Mads Gundelund Gerlach.

Det seneste eksempel på overtrædelsen af luftfartsloven var, ifølge Trafikstyrelsen, i forbindelse med en vejrudsendelse den 6. juli, hvor Danmarks Radio sendte en drone op over et sommerhusområde. Det er en klokkeklar overtrædelse af loven, fastslår Trafikstyrelsen.

- Vi er udmærket klar over, at der er nogle fantastiske muligheder for at lave billeder ved hjælp af droner, men der er ingen undskyldning for at bryde loven.

- Og når man som medievirksomhed allerede har fået en advarsel, men alligevel vælger at bryde loven, så er vi nødsaget til at få sat en stopper for det, forklarer Mads Gundelund Gerlach.

Drone-teknologien er inde i en rivende udvikling, hvor alt går meget stærkt.

- Men derfor skal man altså tænke sig om og overholde loven. For hvis man pludselig mister kontrollen over sin drone, så kan det få ganske alvorlige konsekvenser, hvis den ryger ned i hovedet på en forbipasserende, siger Mads Gundelund Gerlach.

Trafikstyrelsen har oprettet et dialogforum med dronebranchen, hvor de får mulighed for at komme til orde. En af de frustrationer, der ofte bliver nævnt er, at der er mange, der ikke overholder loven, hvilket er med til at tage brødet ud af munden på de lovlige operatører.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere