Fregatten Jylland renoveres - ellers synker den sammen

Skroget synker for og agter - renovering sker for 4,8 millioner kroner fra A. P. Møller-fond

Den gamle fregat behøver renovering (Foto: Olle Trap)
Den gamle fregat behøver renovering (Foto: Olle Trap)

Ebeltofts vartegn, Fregatten Jylland, er ved at synke sammen i for- og agterskibet. Derfor sættes et stort renoveringsarbejde i gang, der betales af 4,8 millioner kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

- Vi er glade for donationen fra fonden. Får vi ikke renoveret skibet i for og agterenden, vil det klaske sammen og styrte ned i sin tørdok. Forskibet er sunket 10 centimeter, og over de seneste fem-seks år er det gået hurtigt, siger Benny Blæsild, der er direktør for Fregatten Jylland, til Ritzau.

Det gamle krigsskib skal have indbygget et stålskelet i konstruktionen, og det er et arbejde, der er udført på midtskibet for 30 år siden.

- Renoveringen af forskibet kræver, at vi tager den forreste mast og bovspryd ned. Det sker til efteråret. Men hele arbejdet med at stive skibet af, vil foregå over to-tre år, da det skal ske i samme takt som den almindelige vedligeholdelse, siger Benny Blæsild.

Finansloven har halveret pengene til den løbende vedligeholdelse af det gamle træskib med tre 54 meter høje master fra fire til to millioner kroner, og da dette arbejde derfor foregår i et noget langsommere tempo, kan den store renovering af for og agterskib ikke gå hurtigere.

- Vi lukker ikke skibet for besøgende under renoveringen. Der vil være en unik mulighed for at se de største og mest fantastiske konstruktionselementer under renoveringen, siger Benny Blæsild.

Fregatten Jylland har historisk værdi. Den deltog i slaget ved Helgoland i 1864, og var i 1874 og 1876 kongeskib for kong Christian IX og hans familie. Det udgik af flåden i 1908.

Fregatten Jylland er 71 meter lang, og er blevet markedsført som verdens længste træskib, men Danmarks Radios program Detektor har i Kuwaits hovedstad, Kuwait City, fundet træskibet "Al-Hashemi-II".

Skibet lå i forbindelse med SAS Radissons hotel ved byens havn, og er 80,4 meter langt, og derfor knapt ti meter længere end Fregatten Jylland.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen