Bakterie og ikke sælpest er skyld i sældød

Bakterier har forårsaget en akut og voldsom lungebetændelse hos sæler ved Anholt, viser ny undersøgelse.

Det er en bakterie og ikke sælpest, der har slået over hundrede sæler ihjel ved Anholt, oplyser DTU Veterinærinstituttet efter at have obduceret fire sæler.

De seneste to uger er over hundrede spættede sæler fundet døde på stranden på Anholt. Sælpest, som tidligere har ramt sælerne med store epidemier, var under mistanke.

Men obduktionerne har afsløret, at der er tale om en bakterie, der har forårsaget en voldsom og dødelig lungebetændelse hos sælerne.

- Sygdommen giver sælerne megen blod i lungerne og ud af næsen, så de nærmest skummer over, siger specialkonsulent og dyrlæge Mariann Chriél fra DTU Veterinærinstituttet til Ritzau.

Selvom det lyder drabeligt, er sygdomsudbruddet langt mindre alvorligt end sælpest ville være.

- Denne bakterie tager primært livet af svækkede og modtagelige dyr, mens alle sæler kan rammes af sælpest, da det er så længe siden, at der har været et udbrud, at ingen længere er immune, siger dyrlægen.

0 kommentarer
Vis kommentarer