Assange kommer ikke fri

Byretten i Stockholm fastholder sex-sigtelser - WikiLeaks-leder fortsat indespærret på ambassade

Der bliver alligevel ingen fest for Julian Assange. (Foto: AP/Anthony Devlin)
Der bliver alligevel ingen fest for Julian Assange. (Foto: AP/Anthony Devlin)

Byretten i Stockholm fastholder arrestordren på WikiLeaks-stifter Julian Assange, som fortsat risikerer anholdelse, hvis han forlader Ecuadors ambassade i London.

Det står klart efter et retsmøde, der har varet hele eftermiddagen i den svenske hovedstad.

I august 2010 anklagede to svenske kvinder Assange for sexovergreb under et besøg i Stockholm. Han var siden rejst til Storbritannien. Her besluttede domstolene, at han skulle sendes til Sverige.

Samme år offentliggjorde WikiLeaks, ledet af Julian Assange, hundredtusinder af hemmelige dokumenter om USA's krige i Irak og Afghanistan.

I juni 2012 flygtede WikiLeaks-lederen ind på Ecuadors ambassade i London og fik politisk asyl af det sydamerikanske lands venstreorienterede præsident Rafael Correa.

Politiet står klar
Men han kunne ikke forlade repræsentationen, der nyder diplomatisk beskyttelse. På gaden udenfor står britisk politi vagt 24 timer i døgnet - klar til at pågribe WikiLeaks-grundlæggeren.

Se også: WikiLeaks melder FBI-agenter til Østjyllands Politi  

Hans tilhængere frygter, at Sverige vil udlevere ham til USA, hvor spionageanklager efter lækagerne kan give dødsstraf.

Inde i den victorianske bygning i Londons eksklusive Knightsbridge-kvarter har han i nu i over to år boet under forhold, der grænser til det kummerlige.

Se også: Assange: Danmark har en politisk it-fange  

Ifølge den spanske avis El País tæller Ecuadors ambassade 12 rum, men havde ikke et egentligt gæsteværelse til besøgende, som mange andre diplomatiske missioner har.

Seng og løbebånd
Derfor blev et lokale - angiveligt uden vinduer - nødtørftigt indrettet til Assange.

Her sover han og spiser sin mad. Der er stillet en seng op og et løbebånd, ligesom australieren har adgang til internet og kan modtage udvalgte besøgende i ambassadens mødeværelse.

Se også: Assange lancerer nyt politisk parti  

Bygningens nærmeste nabo er Londons måske mest kendte stormagasin, Harrods.

Få hundrede meter borte ligger Hyde Park, men det er selvsagt også udelukket at gå hen i grønne omgivelser og slikke lidt sol, selv om London i disse dage har rigtigt sommervejr.

Efter kendelsen i Stockholms byret bebuder Assanges forsvarere, at de vil kære til en højere retsinstans, skriver AP.

ekstrabladet.dk følger sagen...

 

1 af 2 Assange taler til sympatisører fra en balkon på Ecuadors ambassade i London i august 2012. Bygningen har nu været hans hjem i to år. (Foto: AP/Kirsty Wigglesworth)
2 af 2 Der bliver alligevel ingen fest for Julian Assange. (Foto: AP/Anthony Devlin)
0 kommentarer
Vis kommentarer