TV: Jan har BMI på over 40 - men gennemfører ironman

At veje 156 kilo er ingen hindring for at gennemføre en ironman. I hvert fald ikke for 40-årige Jan Melgaard Sørensen

Jan takker venner og familie efter at have overstået sin ironman.

40-årige Jan Melgaard Sørensen har gennemført en ironman.

Det vil sige, at han har svømmet 3800 meter, cyklet 180 kilometer og løbet 42,195 kilometer.

At en dansker har gennemført den triatlon-distance, er ingen sensation, men de fleste vi nok alligevel spærre øjnene op, når de ser Jan.

Med hans vægt på 156 kilo ligner han nemlig ikke den gængse 'ironman', men den 1,90 meter høje nordjyde har til gengæld en jernvilje.

- Når jeg har sagt, at jeg vil gøre noget, så gør jeg det, siger Jan Melgaard Sørensen med den velkendte nordjyske sindighed.

Startede med et væddemål
- Det startede med et væddemål for tre år siden. Mig og min makker havde fået et par øl, og så kan man jo godt snakke lidt over sig, siger Jan og griner.

På trods af de ekstra kilo, så har Jan altid været glad for at dyrke sport.

- Her på det seneste er jeg begyndt at cykle. I år har jeg kørt Nordjylland rundt. Det er 305 kilometer. Der var jeg godt nok presset. Det må jeg indrømme. De sidste 100 kilometer, der havde jeg krampe, men samtidig fandt jeg ud af, at kroppen kan mere end man tror. Det er hovedet, der bestemmer, hvornår du giver op, siger Jan Melgaard Sørensen.

Det var efter at have cyklet de mange kilometer, at Jan besluttede sig for, at nu ville han vinde det væddemål.

Jan drog ud på sit togt fredag klokken 12.15 og krydsede mållinjen 23 timer og 50 minutter senere.

Han nåede det derfor ikke indenfor den officielle tidsgrænse på 17 timer.

Hele kroppen krampede

Dog skal det siges, at Jan heller ikke havde trænet hverken løb eller svømning forud for debut-forsøget.

Og selv om det ikke er en tid, der giver genlyd i den internationale triatlon-elite, er det til gengæld et bevis på, at man kan nå utroligt langt med en jernhård vilje.

- Jeg bliver meget dedikeret omkring sådan noget, og så har jeg jo sagt til venner og kollegaer, at jeg ville gøre det, og så bliver jeg jo nødt til det, siger Jan Melgaard Sørensen.

På trods af, at han havde et minimum af træning forud for sin ironman, så klarede kroppen de voldsomme strabadser overraskende godt.

- Jeg havde det sådan set ok imens, jeg var i gang, men da jeg så stoppede, så begyndte hele min krop at krampe, og så fik jeg det meget koldt, siger Jan Melgaard Sørensen.

Undervejs havde Jan Melgaard støtte fra sin kone Tina og deres børn 14-årige Daniel, 12-årige Maria og Anna på fem.

De kom ud med mad og drikkevarer. Daniel og Maria var endda med på de første 20 kilometer af Jans maraton.

Jan dokumenterede store dele af sin ironman på video.

Øverst i artiklen kan du blandt andet se øjeblikket, hvor Jan kommer over målstregen.

Se flere videoer her.

1 af 8 Første etape: 3800 meters svømning. (Foto: Privat)
2 af 8 Lige efter at have svømmet 3,8 kilometer. (Foto: Privat)
3 af 8 Her med 180 kilometers cykling foran sig. (Foto: Privat)
4 af 8 Depot efter 130 kilometers cykling. (Foto: Privat).
5 af 8 Foto: Privat
6 af 8 10 kilometer igen. (Foto: Privat)
7 af 8 Fire kilometer igen. (Foto: Privat)
8 af 8 40-årige Jan Melgaard Sørensen har svømmet 3800 meter, cyklet 180 kilometer og løbet 42,195 kilometer. (Foto: Privat)