Tysk politi undersøger Aarhus-imam for jødehad

Abu Bilal Ismails fredagsbøn i Berlin har chokeret mange tyskere

Den omstridte Aarhus-imam Abu Bilal Ismail. (Foto: Casper Dalhoff)
Den omstridte Aarhus-imam Abu Bilal Ismail. (Foto: Casper Dalhoff)

Tysk politi har indledt en efterforskning af den omstridte Aarhus-imam Abu Bilal Ismail, efter at han angiveligt opfordrede til drab på jøder under en fredagsbøn i en moské i Berlin. Det skriver tyske medier.

Abu Bilal Ismails opfordring til at 'destruere zionistiske jøder' blev filmet på video.

- Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt, sagde imamen angiveligt i Al-Nusra-moskeen i Berlin i forrige uge.

Den hadefulde prædiken har chokeret mange tyskere og resulteret i 15 politianmeldelser mod imamen, blandt andet fra politikere, almindelige borgere og jødiske organisationer.

Abu Bilal Ismail er imam i Grimhøjmoskeen i Aarhus, hvor han tidligere han gjort sig bemærket med stærkt kontroversielle udtalelser. Han var gæst i moskeen i Berlin.

Østjyllands Politi har også indledt en undersøgelse af Abu Bilal Ismails udtalelser i Berlin. Politiet overvejer, om de skal rejse en sag af egen drift mod imamen for brud på straffeloven.

Jihad-moske i krig med myndighederne  

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, roser politiet for at gå ind og undersøge sagen. Han mener, at imamens udtalelser er en aktiv opfordring til terror.

- Jeg mener klart, at det er strafbart, og jeg kan sagtens forestille mig, at politiet vil tage terrorparagrafferne i brug, fordi det at opfordrer til drab på så mange mennesker, er også en opfordring til at begå terror. Derfor forventer jeg også, at politiet rejser en sag, siger udlændingeordføreren og tilføjer:

- Jeg vil også mene, at til trods for at udtalelserne er fremkommet i forbindelse med en prædiken i Tyskland, at så er der en klar sammenhæng med imamens virke i Danmark idet han overfor bl.a. TV2 på dansk jord har bekræftet sine udtalelser. Så forbindelsen til Grimhøjmoskeen er meget tydelig, og derfor vil det undrer mig, hvis politiet ikke går videre med sagen, siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Grimhøjmoskeen er tidligere blevet beskyldt for at radikalisere unge, og hele 22 yngre mænd er ifølge politiet rejst i krig i Syrien eller Irak efter at have haft deres gang i moskeen.