Hver fjerde fik ikke uddannelsesønske opfyldt

Lige knap en fjerdedel af ansøgerne til en videregående uddannelse får et afslag med posten

(Modelfoto: Gregers Tycho)
(Modelfoto: Gregers Tycho)

Tre af fire ansøgere til de videregående uddannelser får en glædelig besked med posten onsdag morgen.

De får nemlig besked om, at de er optaget på en af de uddannelser, de har ønsket.

Men for 24 procent af de unge mennesker er sagen imidlertid noget anderledes.

De er blevet afvist, fordi deres karaktergennemsnit enten ikke er godt nok, eller også opfylder de ikke adgangskravene. Og så er der dem, der af den ene eller anden grund har trukket deres ansøgning tilbage.

Antallet af afviste er ny rekord, men det hænger uløseligt sammen med, at der også er flere end nogensinde før, der har søgt ind på uddannelserne. I alt 64.297 i første runde.

De 24 procent afviste ansøgere er ét procentpoint højere end sidste år, men et stykke fra niveauet i midten af 90'erne, hvor lige knap 30 procent ikke blev optaget.

De afviste behøver dog ikke vente endnu et år på at søge igen.

Mere end 400 uddannelser - svarende til 45 procent - har stadig ledige studiepladser, og derfor opfordrer uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen nu de unge til at tænke sig ekstra om.

- Der er mange uddannelser inden for samme område, så det handler både om at søge lidt bredere og måske også rundt i landet, så man alligevel kan komme til at studere inden for det felt, man drømmer om, siger hun i en pressemeddelelse.

Sidste år var der 1221, der efter at have fået afslag kom ind på en anden uddannelse, end de i første omgang havde søgt.

Fra midnat kan du her på ekstrabladet.dk se, om du hører til blandt dem, der er kommet ind på din drømmeuddannelse!

0 kommentarer
Vis kommentarer