Svensk gadekunstner blev dømt: Er det kunst eller racistisk hetz?

Den kontroversielle svenske gadekunstner Dan Park har sat ild til debatten om kunstnerisk frihed kontra æreskrænkelse. I dag går det pæne Sverige til valg

Fotos: Dan Park
Fotos: Dan Park

I dag går svenskerne til valgurnerne, hvor man ikke, som i Danmark sætter sit kryds bag lukkede gardiner, men tager en stemmeseddel for det parti, man har tænkt sig at stemme på, uden for valgstedet eller i valglokalet, så det er åbent for alle.

Noget, der bliver set på som en fordel for de politisk korrekte partier i vores broderland.

En af dem, der har sat fokus på den politiske korrekthed er den svenske gadekunstner Dan Park.

For det kunst, når man laver en kollage med tre sorte mænd, der hænger i en galge under titlen 'Hang on afrofobians' med deres navne prentet i panden?

Nej, sagde blandt andet retten i Malmø, der tilbage i august idømte kunstneren Dan Park seks måneders fængsel og en bøde på i alt 60.000 svenske kroner som erstatning til fire af de mennesker, som bliver brugt i hans værker.

Domfældelsen af Dan Park blev begrundet med, at dette og otte andre værker kun er skabt for at provokere og ikke med det formål at sætte gang i en debat.

Samtidig blev Dan Parks gallerist Henrik Rönnquist, der udstillede billederne på sit galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø, også dømt for hetz mod folkegruppe og fik en betinget dom og dagbøder, skrev aftonbladet.

Ja, siger flere debattører, der mener, at dommen mod Dan Park er udtryk for en begrænsning af den kunstneriske frihed og ytringsfriheden mod kunstneren, der hovedsageligt udfører sin kunst ved at klæbe billeder op på el-skabe i gadebilledet.

'Ikke interessant'

Se flere af Dan Parks billeder på hans blog.

Baggrunden for billedet 'Hang on afrobians' er en mishandlingssag, hvor den sorte svensker Yusupha Sallah blev overfaldet af flere personer på vej til legepladsen med sin søn, mens den ene råbte: 'Din forbandende sorte mand, jeg vil dræbe dig og din søn', ifølge aftonbladet.

Overfaldet blev beskrevet som racistisk motiveret i de svenske medier, og det fik Dan Park til at lave kollagen med fotos af voldsofferet, en amerikaner, der dræbte 12 på en flådestation i 2012 og en talsmand for Afrosvenskernes Rigsforbund, der havde beskrevet overfaldet som en racistisk hatecrime, ifølge Politiken.

Billedet af Dan Parks kollage bliver nu delt på Facebook.

Ekstra Bladet har spurgt Lisbeth Bonde, der er formand for Foreningen af Danske Kunstkritikere, om der er tale om kunst. Men det er der ikke et entydigt svar på.

- Kunst er et meget vidt begreb i dag. Men jeg vil sige, at den smule, jeg har set af ham, ikke rummer særligt interessante æstetiske kvaliteter, siger hun.

- Hvis det bliver alt for entydigt og alt for let afkodeligt, så er der ikke meget at arbejde med. Kunst skulle gerne nuancere vores virkelighedsopfattelse, skabe debat og vække undren. Det her er ikke spor interessant, siger hun og fortsætter:

- Det er en kunst, som opfordrer til et ensidigt syn på andre befolkningsgrupper. Jeg synes ikke, at det bidrager. Kunsten skal gerne få os til at tænke nuanceret, handle i humanitetens navn og forstå bedre, siger hun og kommer med sit bud på, hvad budskabet bag billederne er:

Galleriudstilling giver status som kunst

- Det er gadekunst, som gerne skulle provokere og piske folkestemningen op. Det, han gerne vil piske op, er tydeligvis den uretfærdighed, han også selv føler sig ramt af. Han er flere gange sigtet for racisme, siger hun og tilføjer, at man ikke kan kontrollere gadekunst:

-  Men så snart den udstilles i et galleri, vinder den status som kunst, og derfor ser man strengere på den, hvis den fx. fremsætter racistiske budskaber.

- Mener du, at der er på sin plads, at han bliver dømt for racistisk hetz?

- Jeg tror næppe, at man ville have gjort det herhejemme. Man havde måske trukket på skuldrene. Men som jeg forstår det, er det en enkelt sort mand, der har anklaget ham for racisme, og det kræver nok, at der er en enkeltperson, der gør det, før man kører en sag, siger hun og tilføjer, at hun ikke ved nok om sagen til at vurdere, om dommen er fair.

Hvad mener du? Er Dan Parks plakater kunst eller ren hetz, der bliver offer for den svenske politiske korrekthed? Debatter herunder

1 af 2 Kunst eller lovovertrædelse? Foto: Dan Park
2 af 2 Fotos: Dan Park
0 kommentarer
Vis kommentarer