København oversvømmet: Men se så Malmø

Vores svenske naboer fik også problemer med den voldsomme regn, der skabte store trafikale udfordringer

Malmø ligger på de samme breddegrader som København, og Sveriges tredjestørste by blev da også hårdt ramt af den massive regn i weekenden. Søndag sad flere biler fast, og trafikken blev blokeret flere steder i byen, efter myndighederne meldte om 100 millimeter nedbør på kort tid.

Ligesom i København gik uvejret hårdt ud over den offentlige transport, hvor både tog og busser kom i store vanskeligheder rundt om i og uden for Malmø.

Buspassager måtte evakueres
En buschauffør måtte evakuere sine passagerer, da hans bus pludselig begyndte at tage vand ind efter at være kørt fast i vandmasserne. Der blev ikke meldt om alvorlige personskader som følge af den voldsomme regn, men adskillige mennesker måtte efterlade deres biler i vandet.


København natten til søndag. (Foto: Kenneth Meyer)

Og ligesom i København meldtes der stadig om problemer tidligt mandag morgen, hvor ikke alle oversvømmelser er forsvundet endnu.

De skaber fortsat trafikale problemer, ligesom den offentlige transport i skrivende stund ikke er helt oppe i det sædvanlige niveau.

0 kommentarer
Vis kommentarer