TV: Den grædende elefant kan ende i lænker igen

Det gik verden rundt, da Raju blev sluppet ud af de lænker, som den havde båret i 50 år, men friheden kan blive kortvarig

Det greb dyreelskere over hele kloden hårdt om hjertet, da dyrevelværdsorganisation Wildlife SOS i Indien 4. juli befriede hanelefanten Raju efter 50 år i lænker og efterfølgende forklarede, hvordan den aldrende elefant tilsyneladende havde grædt.

Nu to måneder senere kan Raju være på vej tilbage i fangenskab.

Rajus tidligere ejer, identificeret som Mr. Shahid, har lagt sag an og kræver elefanten leveret tilbage. Det oplyser Wildlife SOS, der stod bag Rajus befrielse.

- Vi er knust over, at selv efter alt det, som han har været igennem, så skal vi fortsat kæmpe for hans frihed. Hans ejer påstår, at Raju er hans ejendom, og vi skal levere ham tilbage, så ejeren kan bruge ham igen, forklarer Kartick Satyanarayan fra Wildlife SOS til Daily Mail.

- Vi håber, at retten vil indse, at det aldrig må ske, for Raju blev behandlet så frygtelig ondskab tortur i første omgang, og at manden, der nu kræver ejerskab, ikke har indisk lovgivning på sin side.

Sagen skal for retten torsdag i Allahabad.

Se også: TV: Bjørneunger reddet fra ulovligt fangenskab

Falder den ikke ud til Wildlife SOS' fordel, så agter organisationen at anke.

- Vi kommer til at kæmpe med næb og klør gennem retssystemet for at sikre, at dette her ikke kommer til at ske. Vi går hele vejen og til højesteret om nødvendigt.

Spiste papir og plastik
Ifølge Wildlife SOS havde Raju levet i fangenskab siden han som helt lille blev indfanget og lagt i lænker. Hanelefanten skulle være blevet handlet så mange gange, at den anslås at have haft 27 forskellige ejere, der primært brugte ham til at tigge penge og give rideture til turister. Den havde båret lænker i 50 år, da et team på over 30 personer fik den befriet under en aktion om natten i Uttar Pradesh-regionen i starten af juli.

- Hans tilstand var frygtelig, da vi nåede frem til ham. Han havde ikke fået ordentlig føde og turister var begyndt at give ham søde sager og fordi han sultede og var udmattet, så var han begyndt at spise papir og plastik, forklarer Kartick Satyanarayan

- Mest hjertegribende var lænkerne, der havde skåret sig ind i hans ben efter at have siddet der i 50 år. Det var frygteligt.

Ifølge Wildlife SOS tog til dyrelæger 45 minutter, at fjerne lænkerne.

Siden befrielsen har Raju været anbragt på Elephant Conservation and Care Center, der drives af Wildlife SOS, i Mathura i Indien. Her har den selskab af fem andre elefanter.

Raju er fortsat under behandling.

0 kommentarer
Vis kommentarer