Sundhedsstyrelsen: Man sender ikke børn med lus i skole

.... eller gør man: Højsæsonen for de kløende blodsugere er skudt i gang

De blodsugende bæster holder fest i børns hovedbunde, når de små kommer tilbage efter sommerferien. (Foto: Jakob Jørgensen
De blodsugende bæster holder fest i børns hovedbunde, når de små kommer tilbage efter sommerferien. (Foto: Jakob Jørgensen

'Vi har nu syv tilfælde af lus. KÆM KÆM KÆM'.

Den opfordring mødte tirsdag morgen forældrene i en skolefritidsordning på Frederiksberg ved København.

Og skolen er ikke alene om at være hårdt ramt af de uvelkomne snyltedyr i børnenes hår.

- Det er højsæson. Det er det hvert år efter sommerferien. Det er her, det peaker, og det har blandt andet betydet, at der er kørt lusekrig, som første fredag, efter at skolen var startet, opfordrede til, at forældrene fik kammen gennem håret, tjekket og gjort noget ved lusene, siger Kim Søholt Larsen, biolog og ekspert i lus til Ekstra Bladet.

Meget tyder dog på, at lusene har vundet det første slag, for sedler om lusefund på skolerne og i daginstitutionerne bliver i stor stil sendt med børnene hjem og hængt op på opslagstavler rundt omkring i landet.

Sundhedsstyrelsen: Forældrenes ansvar
Det er dog langt fra meningen, afslører Sundhedsstyrelsens vejledning om hovedlus, som især henvender sig til skoler, institutioner, forældre, kommunale sundhedstjenester og læger.

- Det er meget uhensigtsmæssigt overfor andre børn og forældre at sende et barn med lus i skole og institution, og først når barnet er blevet behandlet, kan man sende sit barn i skole eller institution igen, siger sundhedsplejerske i Sundhedsstyrelsen Annette Poulsen til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets tjek af en stribe skolers luseerfaringer og ditto politik viser dog med al tydelighed, at lusene overlever opråb fra både Sundhedsstyrelsen, skoler og fritidsordninger:

Vi har altid lus
På Holbergskolen i København siger pædagogisk assistent i skolens SFO Thomas Ravioli:

- Vi har altid en påmindelse om, at forældre skal huske at tjekke deres børn igennem. Blandt 170 børn er der altid nogen, der har lus. Nogle forældre er gode til at huske at få dem tjekket, og andre er ikke ret gode til at behandle. Vi har nogle gange købt lusemiddel og givet forældrene det med hjem med besked om at behandle barnet.

Han og kollegerne må tit bruge arbejdstiden på at kæmme luseramte børn, ligesom de jævnligt ringer til forældre og beder dem om at hente deres børn.

- Vi gør vores, og det er der masser af forældre, der gør, men de bliver jo også frustrerede, når de bliver ved, mens andre ikke gør noget.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

Sender nødigt børn hjem
Administrativ leder af Holme Skole i Højbjeg ved Aarhus Klaus Juul Sørensen er ikke bekendt med, at man her har fundet nogen lus i det tre uger gamle skoleår.

- Jeg har ikke hørt om det endnu i år, men jeg hører ikke nødvendigvis om alle tilfælde på klasseniveau.

Klaus Juul Sørensen erkender, at nogen må sende deres poder af sted kryb i håret.

- Sender I børn hjem, hvis I konstaterer lus?

- Vi sender ikke børn hjem. Det har vi aldrig gjort. Vi opfordrer til, at forældrene reagerer og varetager den opgave at få behandlet børnene.

- Tjekker I børnene, når de kommer tilbage efter endt lusebehandling?

- Det gør vi ikke. Det overlader vi trygt til forældrene og opfordrer også de andre forældre til at undersøge deres børn.

Kæmmer børn på skolen
På Kildevældsskolen på Østerbro i København fortæller souschef Mette Andersen, at man også har sit at se til med hjemsendelse af lusesedler.

- I nødstilfælde kæmmer vi også børn. Det sker, hvis der er tale om et barn, hvor vi ved, at der slet ikke bliver gjort noget derhjemme.

Souschefen fortæller, at man fra skolens side også ringer til forældre med lusefund:

- Hvis det kan lade sig gøre, må de gerne, hvis det kan lade sig gøre, komme at hente barnet og få det afluset og ikke komme tilbage, før det er gjort.

- Ville det hjælpe med en strengere kurs for at få udryddet bæsterne?

- Det ville måske hjælpe, men vi har samtidig problemer med børn, der ikke kommer nok i skole, og vi vil rigtig gerne have dem til at komme, siger Mette Andersen, som mener, at manglende lusebehandling er størst i familier 'uden det store overskud'.

Hun understreger dog, at ingen ignorerer lusene 'med vilje'.

Kæmper du også mod lus i skolen eller daginstitutionen, og vil du stå frem med luseerfaringerne, så mail til Ekstra Bladets journalist her.

fakta om luse-bekæmpelse

Sådan slår du lusene ihjel

Kæm mindst en gang om ugen dit barns hår grundigt for at undersøge for lus.

Lus kan behandles med lusemidler, som fås i håndkøb på apotektet.

Nye lusemidler, som findes på apoteker i hele Europa, indeholder ikke insektgifte og gør dermed ikke lusene resistente. De indeholder bl.a. silikoneforbindelser, som kvæler dyrene.

Lusene kan også behandles ved hjælp af grundig kæmning igennem et par uger. Det kræver mindst 30-45 minutters kæmning pr. gang hver anden dag i to uger.

Det er en fordel at bruge en balsam, som gør lusene langsommere og lettere at fange med kammen, der skal have den rigtige afstand mellem tænderne.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen og Kim Søholt Larsen)

Sundhedsstyrelsens lusevejledning

Så fat det dog: Send ikke børn med lus af sted

Det er svært at misforstå Sundhedsstyrelsens 12 sider lange vejledning om hovedlus.

Her er nogle af de centrale punkter:

'Vær sikker på, at barnet ikke har lus, når det sendes i skole eller institution efter ferierne'.

'Børn med lus skal være i behandling, inden de møder i skole eller institution'.

'Det er forældrenes ansvar at undersøge deres børn og behandle dem, hvis de har lus'.

'Børn med lus må ikke modtages i skolen eller institutionen, før de er i behandling'.

'Det er forældrenes ansvar at undersøge deres børn og behandle dem, hvis de har lus'.

Du kan læse hele vejledningen her.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

1 af 2 Lusene er over os, fastslår Kim Søholt Larsen, som er biolog og ekspert i lus. (Privatfoto)
2 af 2 De blodsugende bæster holder fest i børns hovedbunde, når de små kommer tilbage efter sommerferien. (Foto: Jakob Jørgensen
0 kommentarer
Vis kommentarer