Mor klippede piger skaldede for at udrydde lus

Den evige lusekrig: Både forældre og skoler bliver af og til desperate i kampen mod blodsugerne

Lus forsvinder ikke af sig selv. Dette billede forestiller dog ikke nogen af pigerne, som er omtalt i artiklen. (Foto: Katie Shepherd)
Lus forsvinder ikke af sig selv. Dette billede forestiller dog ikke nogen af pigerne, som er omtalt i artiklen. (Foto: Katie Shepherd)

Mange forældre kender formentlig fornemmelsen af ren desperation efter flere forsøg på luseudrydning i ungernes hår.

Lige nu er det højsæson for de blodsugende bæster, som nogen gør mere for at få udryddet end andre.

Se også: Sundhedsstyrelsen: Man sender ikke børn med lus i skole

Et tjek blandt en stribe skoler rundt omkring i landet viser dog også, at der er ofte er flere gengangere blandt de luseramte børn.

Desuden er der stor forskel på, hvordan man håndhæver lusepolitikken:

- En gang for nogle år siden var vi nødt til at sige til en mor, at hun ikke måtte komme i institutionen, før børnene var behandlet. Næste gang hun kom havde hun klippet begge piger skaldede, og det var selvfølgelig beklageligt, siger Thomas Ravioli, pædagogisk assistent i skolefritidsordningen på Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter, til Ekstra Bladet.

Han understreger, at konsekvensen langt fra var tiltænkt og tilføjer, at det er det mest ekstreme eksempel på lusebehandling, han kender til.

På Nøvling Skole i Aalborg er det ifølge lederen af skolefritidsordningen Helle Hyldgaard Kristensen mange år siden, at man har bedt forældre om at holde barnet væk, før det var fri for lus.

- Vi ringer til forældrene og fortæller, at der er konstateret lus på barnet, og det vil være fint, hvis de kan hente det.

Hvis ikke der kan ske afhentning straks, så står den ikke på luseisolation af barnet, understreger Helle Hyldgaard Kristensen.

- Det er jo ikke en sygdom, men vi fortæller børnene, at de ikke skal stikke hovederne sammen, siger hun og tilføjer, at forældrene til børn på Nøvling Skole gør meget ud af holde lusebestanden nede.

Kæmper du også mod lus i skolen eller daginstitutionen, og vil du stå frem med luseerfaringerne, så mail til Ekstra Bladets journalist her.

Du kan også teste din viden om lus og finde ud af, om du er på rette vej i lusekrigen her:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

fakta om luse-bekæmpelse

Sådan slår du lusene ihjel

Kæm mindst en gang om ugen dit barns hår grundigt for at undersøge for lus.

Lus kan behandles med lusemidler, som fås i håndkøb på apotektet.

Nye lusemidler, som findes på apoteker i hele Europa, indeholder ikke insektgifte og gør dermed ikke lusene resistente. De indeholder bl.a. silikoneforbindelser, som kvæler dyrene.

Lusene kan også behandles ved hjælp af grundig kæmning igennem et par uger. Det kræver mindst 30-45 minutters kæmning pr. gang hver anden dag i to uger.

Det er en fordel at bruge en balsam, som gør lusene langsommere og lettere at fange med kammen, der skal have den rigtige afstand mellem tænderne.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen og Kim Søholt Larsen)

Sundhedsstyrelsens lusevejledning

Så fat det dog: Send ikke børn med lus af sted

Det er svært at misforstå Sundhedsstyrelsens 12 sider lange vejledning om hovedlus.

Her er nogle af de centrale punkter:

'Vær sikker på, at barnet ikke har lus, når det sendes i skole eller institution efter ferierne'.

'Børn med lus skal være i behandling, inden de møder i skole eller institution'.

'Det er forældrenes ansvar at undersøge deres børn og behandle dem, hvis de har lus'.

'Børn med lus må ikke modtages i skolen eller institutionen, før de er i behandling'.

'Det er forældrenes ansvar at undersøge deres børn og behandle dem, hvis de har lus'.

Du kan læse hele vejledningen her.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

1 af 2 Ikke alle har held til at få udryddet lus med en kam. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 Lus forsvinder ikke af sig selv. Dette billede forestiller dog ikke nogen af pigerne, som er omtalt i artiklen. (Foto: Katie Shepherd)
0 kommentarer
Vis kommentarer