Børnehave glemte to børn i bus

Buschaufføren havde 'kørt et stykke', før personalet opdagede forglemmelsen

En børnehaveudflugt i Melby ved Liseleje i Nordsjælland endte kaotisk, da to børn blev glemt i en bus. (Foto: Google Maps)
En børnehaveudflugt i Melby ved Liseleje i Nordsjælland endte kaotisk, da to børn blev glemt i en bus. (Foto: Google Maps)

Kørte du bussen med de glemte børn, eller er det dine børn, vil vi gerne høre fra dig. Sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

Det gik lidt for stærkt, da en gruppe børn og voksne på børnehaveudflugt i en fart skulle skifte bus i Melby i Nordsjælland.

Buschaufføren opdagede til sin store overraskelse to små drenge, som ikke var kommet med deres kammerater og pædagoger ud af bussen.

Leder af Børnehuset Melby Bente Winum bekræfter, at to fireårige drenge onsdag blev glemt og siger:

- Det er landet fuldstændig alt sammen og endt godt. Alle har handlet rigtig rigtig godt, siger hun til Ekstra Bladet.

Busskift gik galt
De to småfolk blev glemt, da de sammen med 12 andre børn og tre voksne fra børnehaven skulle med bussen fra daginstitutionen til Liseleje.

Ifølge Bente Winum skete forglemmelsen midt i forvirringen over, at gruppen var kommet med en forkert bus og i al hast skulle skifte til den rigtige.

- Bussen standsede ikke ved et stoppested, og der blev lidt kaos, da alle skulle ud af bussen. Og da børnene blev talt lige efter, var der to børn, der sad i bussen endnu, fortæller børnehavelederen.

Hvor langt buschaufføren var nået, før han opdagede de glemte børn, er uklart, men han havde ifølge Bente Winum 'kørt et stykke'.

Personalet får ros
Da personalet opdagede forglemmelsen fik man fat i en taxa og eftersatte bussen:

- Personalet kørte efter dem og fik fat i børnene lynhurtigt, siger børnehavelederen, som tilføjer, at børnene har det godt.

- Der var ro på hele tiden, og de to små drenge var egentlig ikke særlig påvirkede af det, og der er blevet taget rigtig godt hånd om forældrene, og alle forældre på stuen er blevet orienteret. Det er blevet håndteret rigtig fint af personalet. Forældrene havde virkelig meget lyst til at bakke personalet op.

- Men er det ikke ret uheldigt at glemme to børn i en bus?

- Det vil jeg ikke sådan sidde at.. Jeg ved godt, du er ude efter en stor sensation, men det var det ikke, siger lederen af børnehaven.

Kørte du bussen med de glemte børn, eller er det dine børn, vil vi gerne høre fra dig. Sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer