TV: Vi blev afvist, fordi vi er homoer: 'Det er så ydmygende'

Den 18-årige Anders Nykjær Krøjgaard og Nicklas Borg Mikkelsen blev i går afvist i det københavnske natteliv. Det blev de ifølge dem selv, fordi de er homoseksuelle

Se videoklippet med Anders og Nicklas ovenover

Det, der skulle have været en vild og sjov aften for den 18-årige Anders Nykjær Krøjgaard og den 23-årige Nicklas Borg Mikkelsen, endte i stedet for med at blive en af de mest ydmygende oplevelser i deres liv.

De blev nemlig afvist på en nyåbnet klub, Mama Club. Det blev de ifølge dem selv, fordi de er homoseksuelle.

- Vi var et selskab, der skulle i byen. Vi plejer at gå på Club Christopher, som er en homobar, men den lukkede i sidste uge. Der er nu åbnet en ny klub i de lokaler, der hedder Mama Club, og den ville vi gerne prøve. Men da vi kommer derhen bliver vi smidt væk med beskeden, 'smut. CC er lukket, og den åbner ikke igen'. Det var en total reference til, at vi ikke var velkomne, fordi vi er homoseksuelle, siger den 23-årige Nicklas Borg Mikkelsen til Ekstra Bladet.

Og det er hans kæreste fuldstændig enig i.

- Vi blev valgt fra, fordi vi ikke fulgte den rigtige dresscode, men der er ikke nogen åbenbart. De blev ved med at sige, at vi ikke måtte have kondisko på, selv om rigtig mange andre havde. Da vi så konfronterede dørmanden, så begyndte han at true os, siger Anders Nykjær Krøjgaard.

Anders og Nicklas var i selskab med otte andre, der alle oplevede, at de blev sorteret fra på grund af deres seksualitet.

De to drenge ringede til politiet, hvorefter de kom ned ved klubben, der ligger på Knabrostræde i København.

- Jeg kan bekræfte, at vi var dernede for at vejlede, fordi en gruppe på 10 personer blev nægtet adgang, fordi de havde de forkerte sko på, og de skulle desuden have skjorter på, siger den centrale vagtleder fra Københavns Politi, Jens Christiansen, til Ekstra Bladet.

Følg dresscoden
I følge klubbens bestyrer, den 25-årige Christian Stage, så selskabet ikke blevet afvist på grund af deres seksuelle orientering, men derimod på grund af den strenge dresscode.

Han kan derfor ikke genkende det billede, som de to unge fyrer og deres venner tegner.

- Mama er et sted, hvor alle er velkommen. Det har overhovedet ingenting at gøre med, at de er homoseksuelle. Vi havde op til flere homoseksuelle gæster derinde den aften, fortæller han.

Han kender dog godt til episoden, da han i nat blev orienteret af sin dørmand.

- Jeg fik en kort sms, hvor der stod, at de ikke var blevet afvist på grund af deres seksualitet, men fordi de ikke fulgte dresscoden. Det er meget beklageligt, at de har den oplevelse, men jeg tvivler meget på, at det er sket, siger Stage.

Men selvom den nye natklub åbenbart går meget op i deres dresscode, så er det ikke anført nogle steder på deres facebookside, hvad den egentligt går ud på.

Og det er helt bevidst, fortæller Christian Stage.

- Vi vil ikke skære alle over en kam. Det er svært at sætte en konkret dresscode, men vi har ansat en til at vurdere vores gæster ud fra tøjstil, attitude og fremtræden. Det er hele personen, vi vurderer, siger han.

De to drenge forsatte dog i byen efter episoden foran Club Mama, men de er stadig ikke kommet sig helt.

- Vi er kommet her i rigtig mange år, og vi ville jo bare have en rigtig hyggelig aften. Vi gør jo ikke nogen noget. Det er simpelthen så ydmygende, siger Nicklas Borg Mikkelsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen