Endnu en død af farlig pølsebakterie

14 mennesker er nu døde som følge af listeriasmitte. 37 er smittet - 17 mænd og 20 kvinder

Listeriabakterien er blandt andet fundet i rullepølse. (Foto: Mette Ragner)
Listeriabakterien er blandt andet fundet i rullepølse. (Foto: Mette Ragner)

14 mennesker er nu døde som følge af smitte fra listeriabakterier fra Jørn A. Rullepølser. Samtidig fortsætter antallet af smittede med at stige.

Statens Serum Institut (SSI) oplyser, at yderligere tre mennesker er fundet smittet med bakterien. Dermed er antallet af smittede nu oppe på 37.

SSI oplyser, at de tre nye tilfælde kan føres tilbage til præcis den bakterie, der er sporet tilbage til kødpålæg, der blev trukket tilbage, og som stammer fra fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser.

Se også: Nyt listeriafund: Dansk Supermarked fjerner fisk fra butikker

Fundet af listeria i virksomheden har ført til massivt fokus på bakterien. SSI får løbende information om ny listeriatilfælde, ligesom nye prøver sendes til afklaring om, hvor de stammer fra.

Godt 40 virksomheder har nølet med tilbagetrækning af varer i listeria-sagen, og får bøder på op til 40.000 kroner. Ifølge Fødevarestyrelsen er det en alvorlig sag, hvis man ikke lever op til lovkravene i forbindelse med en tilbagetrækning. Og det straffes med en bøde på op til 40.000 kroner.

En del virksomheder har leveret måltider til ældre eller til ansatte i virksomheder og har undladt at trække produkterne tilbage.

Se også: Listeria-fund: Dansk Supermarked fjerner fisk

Den farlige bakterie smitter gennem mad og kan især give anledning til alvorlig sygdom hos i forvejen svækkede personer.

Ifølge SSI var det ikke kun lammerullepølse, der var kilde til listeriabakterier. Også spegepølse og grillpølse, samt flere forskellige typer rullepølse fra virksomheden indeholdt den farlige bakterie.

Det tyder på, at der har været et generelt problem med listeria på virksomheden. Årsagen til listeriaudbruddet er endnu ikke fundet.

Inkubationstiden for listeriose er en til fire uger, som regel to-tre uger, og der går op til 14 dage fra en patient får taget prøver og får påvist listeriose til, at SSI kan konstatere, om patienten er en del af det pågældende udbrud.

0 kommentarer
Vis kommentarer