Rockernes advokat: HA og Bandidos vildt glade for at skulle bo sammen

Ha og Bandidos skal nu ikke længere sidde adskilt i fængslerne - det vækker stor begejstring hos rockerne, siger deres fælles advokat

Ekstra Bladet beskrev i juni, at rockerne skulle rykkes til samme hus i Statsfængslet Østjylland. Nu rykker de sammen i fængsler i hele landet. (Polfoto)
Ekstra Bladet beskrev i juni, at rockerne skulle rykkes til samme hus i Statsfængslet Østjylland. Nu rykker de sammen i fængsler i hele landet. (Polfoto)

- Vi er da vildt glade for det.

Sådan lyder reaktionen fra den advokat, som er forsvarer for flest rockere i landet, både Hells Angels og Bandidos - Peter Secher Schmidt.

Han har på vegne af HA og Bandidos, venligt forespurgt, om ikke nok de også kunne få lov at afsone i fællesskab i Vridsløselille Statsfængsel i Københavns Vestegn.

- Jeg har en bestemt mand fra HA, der gerne vil over på Vridsløse, og sidde på Bandidos-afdelingen derovre, siger Peter Secher Scmidt til Ekstra Bladet.

I årevis har Kriminalforsorgen taget vidtgående forholdsregler for at holde de rockere og bandemedlemmer, der uden for murene, er i voldsom konflikt med hinanden, adskilt i fængslerne.

Vil mægtig gerne sidde sammen
Men det betyder ikke længere noget, om Hells Angels- og Bandidos-rockere sidder fængslet samme sted. Eller om medlemmer fra stridende bander fremover er celle-naboer.

Det bekræfter Kriminalforsorgens sikkerhedschef, Michael Gjørup, over for Politiken.

Ekstra Bladet beskrev i juni, at rockerne skulle rykkes til samme hus i Statsfængslet Østjylland.

- De vil mægtig gerne sidde sammen, og så kan man sige, hvis man kommer fra København, så er det jo også naturligt at man gerne vil sidde i et fængsel tæt på sin familie. Ens mor eller kone eller børn. Det giver nogle muligheder for, at de kan komme på besøg og så videre, siger Peter Secher Schmidt.

Han fortæller, at de har siddet sammen længe i Statsfængslet Østjylland.

Ubetinget succes
- Og det har været en ubetinget succes. Det er helt gnidningsfrit mellem dem, siger Peter Secher.

Er det fordi, de arbejder sammen om noget kriminalitet eller hvad?

- Nej, det tror jeg ikke. At det har noget med det at gøre. Det tror jeg bestemt ikke. Det er jeg helt sikker på, de ikke gør. Hvad skulle det være?, spørger Peter Secher.

De plejer da at være voldsomt stridende. Hvordan kan det være, det er blevet sådan nu?

- Det ved jeg ikke konkret. Hvis du tænker på en rockerkrig tilbage i 1996. Så tror jeg nok den stridsøkse er begravet.

Det er bare interessant, at de før har været stridende, og så arbejder så godt sammen nu?

- Arbejder godt sammen? De har et godt fælleskab. Det er to forskellige ting. Det er dig, der siger de arbejder sammen. Jeg siger, at de fungerer godt sammen, lyder det fra Peter Secher Schmidt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer