Nyfødt pige fundet i faldstamme

Kina: Moderen havde skyllet baby ud i universitetstoilettet. Men medstuderende hørte den lille piges skrig

Den lille pige var fanget i dette ubehagelige rør. (Polfoto)
Den lille pige var fanget i dette ubehagelige rør. (Polfoto)

En nyfødt pige søndag blev fundet i en faldstamme, der ledte væk fra et universitetstoilet i den kinesiske Shandong-provins.

Politiet formoder, at moderen havde håbet, at ingen havde opdaget graviditeten, men studerende hørte babyens skrig.

Faldstammen havde blot en diameter på 20 centimeter, og babyen sad hjælpeløst fast i det trange rør mellem tredje og fjerde etage i universitetsbygningen.

Lykkeligvis fik brandmænd den lille pige ud.

- Det var umuligt at få babyen ud fra oven. Vi brugte en vinkelsliber for at åbne røret på tredje sal, og så kunne vi skubbe barnet op til kollegerne på fjerde sal, hvor hun blev overdraget til ambulancefolk, der straks bragte hende til hospitalet, siger talsmand Tao Fang ifølge Telegraph.co.uk.

Barnet overlevede og er nu sammenført med sin mor, der viste sig at være studerende på universitetet. Man har ventet med afhøringen.

Det er et stort problem i Kina, at mange kvinder fravælger piger, når fosterets køn kan bestemmet. Således fødes der 118 drenge for hver 100 piger.

En af årsagerne er Kinas etbarnspolitik. Man mener, at drengebørn giver en bedre mulighed for forsørgelse af familien, da de blandt andet får en højere løn på arbejdsmarkedet.