Tæsk til Jensen's Bøfhus

Små sko: Både besøgende på den omdiskuterede restaurant og folk på gaden langer ud efter Jensen's Bøfhus efter striden med den lille Jensens Fiskerestaurant i Sæby

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)

Hvis ejeren af restaurantkæden Jensen's Bøfhus, Palle Skov Jensen, havde vidst, hvordan folkestemningen ville vende sig imod hans livsværk, havde han muligvis tænkt sig om en ekstra gang, inden han sagsøgte den lille Jensens Fiskerestaurant fra Sæby.

For nu, hvor Højesteret har afgjort, at indehaveren af Jensens Fiskerestaurant skal betale en bøde på 200.000 kroner til Jensen's Bøfhus, plus sagens omkostninger på 150.000, for at krænke bøfhusets rettigheder, ruller bølger af vrede og forargelse ind over det ellers så populære spisested.

Ekstra Bladet besøgte lørdag ét af de i alt 34 Jensen's Bøfhus, det lige over for Bilka i Tilst ved Aarhus. Her var der ved frokost-tid cirka halvt fyldt i den ovale restaurant, hvis chef, Morten Frederiksen, straks bad om madro, da vi præsenterede os.

Vi trak derfor ud på parkeringspladsen mellem Jensen's Bøfhus og Bauhaus for at tale med mætte restaurantgæster og gør-det-selv kunder fra det store byggemarked.

Dårlig smag i munden

Bo Klemmensen. (Foto: Claus Bonnerup)
Bo Klemmensen. (Foto: Claus Bonnerup)
 

36-årige Bo Klemmensen havde netop besøgt Bauhaus sammen med kæresten, da han klar i mælet fældede sin dom over dommen i Højesteret:

– Jeg forholder mig hverken juridisk eller økonomisk til sagen, men rent personligt bryder jeg mig overhovedet ikke om, når de store så at sige jagter de små, som det er tilfældet her. Det er ikke det samme som at sige, at Jensen's Bøfhus ikke kan have gode principielle pointer, men det ændrer ikke ved, at jeg får en dårlig smag i munden ved tanken om bøfhusets fremgangsmåde i den her sag, siger Bo Klemmensen og tilføjer, at hans adfærd i forhold til restaurantkæden vil forblive uændret:

Se også: Jensens 'brutale' Bøfhus lagt for had på nettet

– Jeg spiser der aldrig, og det kommer jeg heller ikke til i fremtiden.

Det havde Mai Laurberg til gengæld på et rabatkort sammen med sin veninde efter en indkøbstur i Bilka ovre på den anden side af vejen.

– Er sagen ikke lidt åndssvag. Har folk virkelig ikke andre ting at gå op i, spørger hun først.

Burde boykotte mange andre

– Sagen får vel så stor opmærksomhed, fordi den er et klassisk udtryk for den lille mands kamp mod den store kæmpe?

– Jeg er ikke nok inde i detaljerne til at udtale mig, men umiddelbart tænker jeg, at så er der godt nok mange butikker, der bør boykottes. Tænk på under hvilke forhold visse tøjmærker forarbejdes og fremstilles i Sydøstasien, inden vi hiver det ned af hylderne i en forretning herhjemme.

– Det er vel også problematisk så, siger den 24-årige socialrådgiver, som sad ikke mange meter fra Peder Glud, der også nød en frokostbøf i sensommervarmen.

For ham er der ingen tvivl: Jensen's Bøfhus får det røde kort i lang tid frem efter højesteretssagen.

Peder Glud. (Foto: Claus Bonnerup)
Peder Glud. (Foto: Claus Bonnerup)
 

– Vi var kun derinde, fordi vi havde fået et gavekort, og maden var egentlig udmærket, siger den 36-årige faglærer og fortsætter:

– Bøfhuset går i meget små sko. Hvorfor tryne en lillebitte modspiller, som jo i virkeligheden kunne være en medspiller. Jensen er et af landets mest brugte efternavne og betyder den her sag så, at man heller ikke må have en virksomhed, der hedder Jensens elpærer eller Jensens dit og dat. Det håber jeg virkelig ikke, for så kommer der jo et væld af lignende retssager, siger Peder Glud.

1 af 3 Bo Klemmensen. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 3 Peder Glud. (Foto: Claus Bonnerup)
3 af 3 (Foto: Claus Bonnerup)
0 kommentarer
Vis kommentarer