200 danske elitesoldater i kæmpe øvelse

Til lands, til vands og i luften: Syv nationer - herunder én hemmelig - deltager i øvelse i Danmark

Flere end 200 danske elitesoldater vil i de kommende dage deltage i en storstilet øvelse med specialstyrker fra andre lande. (Foto: Forsvarskommandoen)
Flere end 200 danske elitesoldater vil i de kommende dage deltage i en storstilet øvelse med specialstyrker fra andre lande. (Foto: Forsvarskommandoen)

Gidsler skal befries og fjendtlige militsledere tages til fange, når den største øvelse for elitestyrker på dansk jord bliver afholdt i denne og næste uge.

200 danske elitesoldater fra jægerkorpset og frømandskorpset deltager i øvelsen, der involverer 1300 soldater fra syv lande og vil finde sted over hele landet.

Ud over Danmark har Sverige samt Nato-landene Tyskland, Østrig, Belgien og Holland meldt ud, at de deltager i øvelsen. Den syvende nation ønsker dog ikke at bekende kulør.

- Syv lande deltager i øvelsen, men at af landene vil gerne forblive ukendt i offentligheden, siger major Kjeld Andersen, presseofficer i Den Danske Division.

Han forklarer, at specialstyrkerne blandt andet skal træne operationer og løse opgaver som befrielse af gidsler og tilfangetagelse af fjendtlige militsledere. 

Det danske forsvar har netop oprettet en specialoperations-kommando. (Foto: Forsvarskommandoen)
Det danske forsvar har netop oprettet en specialoperations-kommando. (Foto: Forsvarskommandoen)
 

Fokus for øvelse Night Hawk vil imidlertid være planlægning og analyse, siger presseofficeren.

- På grund af erfaringer med indsættelse af danske specialstyrker i internationale operationer har vi erkendt vigtigheden af at øve planlægning - også på tværs af landegrænser, siger major Kjeld Andersen til Ekstra Bladet.

Både hær, søværn og flyvevåben deltager i øvelsen, der støttes af mere end 35 forskellige fly og helikoptere.

Øvelsens fokus skal ses i lyset af beslutningen om at etablere en særlig specialoperationskommando i det danske forsvar.

- Det er en fantastisk spændende øvelse, som jeg glæder mig meget til at følge. Det bliver nogle meget udfordrende uger for de deltagende enheder, siger den nyudnævnte chef for kommandoen, generalmajor Jørgen Høll.

Elitesoldaterne vil blandt andet træne befrielse af gidsler. (Foto: Forsvarskommandoen)
Elitesoldaterne vil blandt andet træne befrielse af gidsler. (Foto: Forsvarskommandoen)
 

Forsvaret oplyser, at der under øvelsen vil blive skudt med løs ammunition, kanonslag, røg, lys og lyskugler.

Der kan også forekomme støj fra fly og helikoptere, mens både fodfolk og militære køretøjer vil kunne ses omkring de udvalgte angrebsmål.

Civile opfordres til at holde sig mindst 100 meter fra afspærrede områder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere