'Jeg vil ikke ynke over for Bøf-Palle'

FISK MOD BØF: Indehaveren af Jensens Fiskerestaurant, Jacob Jensen, betaler erstatning på 200.000 kroner til Jensen's Bøfhus i håb om, at pengene gives videre til syge børn

Jacob Jensen, indehaver af Jensens Fiskerestaurant i Sæby, håber, at ejeren af restaurantkæden Jensen´s Bøfhus, Palle Skov Jensen, vil donere penge til syge børn. Håbet kommer efter, at Bøf-Palle vandt over Fiske-Jacob i en strid om retten til at bruge Jensen i Højesteret i fredags. (Foto: René Schütze)
Jacob Jensen, indehaver af Jensens Fiskerestaurant i Sæby, håber, at ejeren af restaurantkæden Jensen´s Bøfhus, Palle Skov Jensen, vil donere penge til syge børn. Håbet kommer efter, at Bøf-Palle vandt over Fiske-Jacob i en strid om retten til at bruge Jensen i Højesteret i fredags. (Foto: René Schütze)

Stormen har så småt lagt sig efter weekendens stærkt medieeksponerede konflikt mellem indehaveren af Jensens Fiskerestaurant i Sæby, Jacob Jensen, og Jensen's Bøfhus personificeret ved restaurantkædens ejer, Palle Skov Jensen. Tilbage står dog stadig et økonomisk mellemværende i form af den erstatning på 200.000 kroner, som Højesteret i fredags dømte Jacob Jensen til at skulle betale til Palle Skov Jensen, også kendt som Bøf-Palle.

- Jeg vil ikke ynke over for Palle Skov Jensen eller andre, men betaler selvfølgelig erstatningen med oprejst pande, siger Jacob Jensen til Ekstra Bladet.

Jacob Jensen tabte fredag en sag til Jensens Bøfhus Samfund Fiske-Jensen: Det var det hele værd

Han håber dog, at Bøf-Palle ikke stikker de 200.000 i egen lomme til gavn for sig selv eller sine i alt 49 restauranter i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, men at han benytter lejligheden til at vise storsind ved at donere beløbet til en velgørenhedsorganisation.

- Det er selvfølgelig mange penge for en lille mand som mig, men jeg vidste på forhånd, at der var en risiko for, at jeg tabte sagen, og at jeg skulle af med mange penge. Det vil jeg derfor ikke tude det mindste over, jeg skal nok få betalt, selv om det nok vil tage fire-fem år.

- Det ville være stort, hvis Palle Skov Jensen donerede pengene til for eksempel Børnecancerfonden eller Hospitalsklovnene, tilføjer Jacob Jensen.

Åbner ikke flere steder
Ejeren af den populære Jensens Fiskerestaurant håber desuden, at Bøf-Palle mener det alvorligt, når han siger, at Jacob Jensen kan fastholde navnet på sin restaurant trods Højesterets dom.

- Jeg har ingen intentioner om at åbne restauranter andre steder, understreger Jacob Jensen, der også håber, at Bøf-Palle vil lade ham fortsætte under samme domænenavn på sin hjemmeside.

Se også: Jensen's Bøfhus: Vi sælger normalt under shitstorm

- Det vil spare mig for en masse besvær og omkostninger, siger Jacob Jensen.

Palle Skov Jensen forstår ikke, at Jacob Jensen er så fokuseret på at få lov til at beholde navnet på sin fiskerestaurant i Sæby.

- Vi har for længst sagt til Jacob, at han kunne fortsætte som hidtil i Sæby, så længe han ikke åbner flere restauranter i samme navn, som det var tilfældet på Fyn indtil for et par år siden. Det var jo selve sagens kerne, at vi ikke ville acceptere, at han åbnede flere restauranter af samme navn, siger Palle Skov Jensen.

Snart 113.000 likes på Facebook
På spørgsmålet om, hvorvidt han vil donere erstatningsbeløbet på 200.000 kroner til syge børn, svarer han:

- Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor vi har besluttet, om vi håndhæver kravet om pengene. Gør vi det, må vi herefter se, hvad vi gør. Det er et hypotetisk spørgsmål, siger Palle Skov Jensen.

(Foto: Claus Bonnerup) Samfund Tæsk til Jensen's Bøfhus

Højesteret gav i fredags Jacob Jensen forbud mod at kalde sin restaurant for Jensens Fiskerestaurant, fordi det krænker de rettigheder, som Jensen's Bøfhus har opbygget med sin restaurantkæde siden 1990.

Her i eftermiddag havde 112.492 liket facebook-siden 'Boykot Jensen's Bøfhus'. Siden blev oprettet i fredags som en reaktion på Højesteretsdommen og støtteerklæring til Jacob Jensen.

1 af 2 Ejeren af Jensen´s Bøfhus, Palle Skov Jensen, opfordres til at bruge 200.000 kroner til syge børn. Pengene kan han gøre krav på, efter at han i fredags vandt en sag i Højesteret om retten til at bruge Jensen med Jensens Fiskerestaurant fra Sæby. (Polfoto)
2 af 2 Jacob Jensen, indehaver af Jensens Fiskerestaurant i Sæby, håber, at ejeren af restaurantkæden Jensen´s Bøfhus, Palle Skov Jensen, vil donere penge til syge børn. Håbet kommer efter, at Bøf-Palle vandt over Fiske-Jacob i en strid om retten til at bruge Jensen i Højesteret i fredags. (Foto: René Schütze)
0 kommentarer
Vis kommentarer