Tirsdag eftermiddag går en høj mand målrettet gennem regnen på pladsen foran Christiansborg. Han er tynget bagover af den store, brune papkasse, han bærer på. Her ligger i alt 179 breve, adresseret til hvert enkelt medlem af Folketinget.
– Vi går direkte til politikerne nu, for der er forsvundet så mange penge fra de udsatte, at vi har vi fået nok. De er så lavt prioriteret, at området er sat 20 år tilbage, og alle muligheder for forandring for socialt udsatte er væk, siger Cliff Kaltoft. Han er sekretariatsleder for Landsforeningen af Væresteder og medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
Ekstra Bladet har den seneste uge sat fokus på, hvordan samfundets svageste svigtes af systemet, når væresteder må lukke, færre kan få plads i narkobehandlingen, og flere bliver henvist til at sove på gaden. Derfor har landets udsatte-organisationer slået alarm.
– Der bliver sparet på alle de områder, der giver de socialt udsatte et lys for enden af tunnelen. Vi ser rigtigt mange, der faktisk gerne vil kvitte deres stofmisbrug, forbedre deres sociale situation eller gå hele vejen og komme i arbejde. Men det er der bare ikke mulighed for at hjælpe dem med efterhånden.
– Det er meget trist at se et lys tænde i øjnene på de her skrøbelige mennesker og så se det blive slukket igen. Vi møder flere og flere, der giver helt op, fordi de ikke kan blive hjulpet ud af deres situation, siger Cliff Kaltoft.
Politikerne tilbyder: Fixerum og fri heroin i stedet for narkobehandling
Derfor håber han nu, at han med sin kampagne kan råbe højt nok til, at organisationerne kan få en chance for at tilbyde samfundets svageste en vej ud af elendigheden.
– Vi vil se en plan og en vision for de socialt udsatte. Det kan ikke lade sig gøre bare ved at stille sig op og nævne de hjemløse tre gange i åbningstalen. Der skal investeres, siger Cliff Kaltoft.