De britiske meteorologer kan godt begynde at glæde sig. Hos den britiske udgave af DMI har de nemlig lige fået bevilget 917 millioner kroner til en ny supercomputer på små 140 ton.
Den forventes at stå klar til september 2015, men når først sin fulde ydeevne i 2017 skriver MET office på deres hjemmeside.
- Det betyder en omvæltning i forhold til nøjagtigheden i vores vejrprognoser, lyder det i pressemeddelelsen fra MET Office, hvor det også fremgår, at computeren 'vil cementere Storbritanniens position som verdens førende indenfor forskning i vejr og klima'.
Den nye computer kan arbejde 13 gange hurtigere end det eksisterende system.
En af de mest avancerede
Det betyder, at den får en processor på 16 petaflops, hvilket vil sige, at den kan lave 16.000.000.000.000.000.000.000.000.000 udregninger hvert sekund, skriver BBC.
Computeren med det mundrette navn 'Cray XC40' er bygget af firmaet Cray supercomputing.
- Det bliver en af de mest avancerede computere i verden, siger videnskabsminister Greg Clark til BBC.
Ifølge MET Office kan den nye investering betyde besparelser på op til 19 mia. kroner som følge af blandt andet bedre varsler for oversvømmelser.