Maria Elena Cruz har fået travlt i juice-butikken i Lima, Peru, efter at hun er begyndt at sælge juice med frøer fra Titicaca-søen.
Frø-juice er blevet rigtig populær i Andes-regionen, da den grønlige drik skulle kunne kurere dårligdomme som astma, bronkitis og svigtende potens.
Maria Elena Cruz holder sine frøer i et akvarium, inden hun slår dem ihjel med et dask mod disken.
Hun piller efterfølgende huden af frøen, inden den bliver smidt ned i en blender med gulerødder, peruviansk maca-rod og honning.
- Frø-juice er godt mod blodsygdomme, astma, svage knogler, træthed, stress, fortæller juice-sælgeren og forklarer, at mange kunder er børn og gamle med lungeskavanker.
Der er dog intet videnskabeligt belæg for, at juicen virker, skriver Associated Press.
Frøerne er af arten telmatobius og er kendt som Titicaca-vandfrøen. Den er opført på FN's liste over truede dyr.