John har fået nok af DF og Støjberg: Hold kæft og skam jer

FISKER-LUSSINGER: Tidligere fisker uddeler skideballe til politikerne. - Stop jeres detail-lovgivning og hold kæft og skam jer, skælder John Jørgensen fra Struer

Se Johns virale video her. Video: Privat

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når 53-årige John Jørgensen fra Struer i en tre minutter lang video offentliggjort på youtube 10. september uddeler verbale lussinger til især Dansk Folkeparti og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Jeg har gået med det i mig i flere år, men da jeg for nylig ved et busstoppested så plakaten med Martin Henriksen (DF), hvor der står 'smid tørklædet og meld dig ind i Danmark', var det dråben for mig, og jeg tænkte, at jeg er nødt til at gøre noget.

- Jeg vil kæmpe til min sidste blodsdråbe for min 12-årige datters ret til at gå med tørklæde, siger John Jørgensen til Ekstra Bladet.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at den nu én uge gamle video ville føre til over en halv million delinger på facebook og knap 20.000 visninger på youtube - indtil videre.

Med et indigneret blik og en glød i stemmen, der ikke efterlader nogen i tvivl om, at den tidligere fisker og nuværende handicaphjælper mener det, siger han:

- Hvad fanden er det for noget pjat at gå og hænge op.

Han fortsætter lidt senere med uformindsket styrke.

- Jeg har en pige på 12 år, der er født på Holstebro Sygehus. Hun har valgt at gå med tørklæde(..) Hun er den ondefløjtemig mere dansk, end I nogen sinde bliver. For hun accepterer nemlig, at vi er forskellige alle sammen, og at vi har ret til at gøre, hvad vi vil.

- Det er dansk, understreger han en af sine pointer.

Foto: Henning Hjort
Foto: Henning Hjort
 

Far til fem

John Jørgensen er ud af en fiskerfamilie og født og opvokset i Lemvig, inden han for 23 år siden flyttede til Struer. Han var indtil for seks år siden gift med en muslimsk kvinde fra Burundi, Afrika, i 10 år. Det fraskilte par har fem børn i alderen fra den omtalte yngste datter på 12 til den ældste datter på 30 år. De to yngste af de fem børn er John Jørgensen biologisk far til, mens han har adopteret de tre ældste, efter at de var kommet hertil, da deres mor havde mødt deres nu danske far.

- Min eks har altid kunnet klare sig selv og gør det stadig som sosu-hjælper. Den ældste af vores børn er konverteret fra muslim til kristen, og de øvrige fire er muslimer på en måde, som de fleste danskere er kristne, siger John Jørgensen til Ekstra Bladet.

I youtube-videoen tordner han blandt andet:

- Min datters oldemor gik aldrig uden for en dør uden tørklæde, og det var allerede inden 2. verdenskrig. Hun var fisker-kone i Lemvig. Så kommer I her og siger, at det er udansk.. Nej, ved I, hvad der er udansk - det er, når I kommer ind og detail-lovgiver om, hvad vi må og ikke må.

- Er det ikke for nemt for dig at fyre denne svada af. Hvad med de danskere i Gellerup, Bispehaven, Vollsmose og andre steder, som har haft uro og vold med indvandrere indblandet tæt inde på livet. Tror du ikke, de er glade for Dansk Folkeparti og Støjberg?

- Måske, men det ændrer ikke ved, at danske politikere aldrig for alvor har gjort noget for integrationen, men i stedet har haft travlt med at sætte folk i bås.

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
 

Grædende mor

Ved seneste folketingsvalg stemte John Jørgensen på Socialdemokraterne. Denne gang bliver stemmesedlen formentlig blank, siger han med mindet om sin grædende nu afdøde mor i frisk erindring.

- Hun stemte for år tilbage på Dansk Folkeparti grundet deres ældrepolitik, men skammede sig grædende over det senere, da hun så, hvordan partiet ville behandle mennesker som min eks-kone og vores børn.

- Mener du grænserne skal være åbne og kan du ikke godt forstå argumenterne for, at der skal være en stram indvandringspolitik?

- Ingen grænser skal være helt åbne, men politikerne med Støjberg i spidsen skal stoppe med at grave kløfter og smide alle, der er anderledes, ned i et hul, lyder det på drevent vestjysk til Ekstra Bladet.

I youtube-videoen runder John Jørgensen af med følgende svada:

- Hvis I (politikere) kommer til Struer og fyrer sådan noget pis af, så risikerer I at rende ind i en fisker-lussing.

- Jeg er træt af jer, jeg gider ikke høre på jer mere. Hold kæft!

2258 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere