Streamingtjenesten Viaplay er tirsdag aften blevet ramt af nedbrud hos en række brugere.
Det sker midt i, at mange af firmaets kunder havde set frem til at tune ind på aftenens brag i Champions League, hvor Paris Saint Germain spiller mod Liverpool.
Flere af Viaplays kunder har skrevet til Ekstra Bladet om problemet.
'Viaplay i nedbrud til Champions Leagues start,' skriver en bruger.
Også på Viaplays Facebookside strømmer kommentarerne ind.
Når man ringer til Viaplays kundeservice, får man følgende automat-besked:
- Lige nu oplever vi en teknisk forstyrrelse på vores tjeneste. Vi arbejder på at løse problemet hurtigst muligt.
Også på Viaplays facebookside og Twitterprofil bekræftes det, at der er en fejl, selvom deres ordvalg ikke falder i god jord hos alle.
Det er ikke kun de danske kunder, der er ramt af det tekniske problem. Den svenske avis Expressen rapporterer ligeledes, at tjenesten er nede blandt de svenske viaplay-kunder.
Det bekræfter Viaplays på sin svenske Twitterkonto:
Head of Communications hos TV3 og Viaplay, Mette Barnes, bekræfter via en sms til Ekstra Bladet, at man oplever problemer, men kommer med følgende guide til, hvordan folk kan se Viaplay igen:
'Vi har nu lagt et 'direkte link' op i Viaplay app'en, der gør det muligt at tilgå vores indhold, for de af vore kunder, der lige nu oplever udfodringer'.