Asiens meth-konge: Jagtet i hele verden

Eftersøgningen af den 55-årige Tse Chi Lop er mere omfattende end nogen narkosag i Asien hidtil. Asiens mest eftersøgte mand er blevet placeret i samme liga som 'El Chapo'

Dette billede af den ellers tilforladeligt udseende Tse Chi Lop har floreret på flere medier og hos myndigheder. Som regel skriftligt suppleret med teksten 'Asia's most wanted. Foto: Ritzau Scanpix
Dette billede af den ellers tilforladeligt udseende Tse Chi Lop har floreret på flere medier og hos myndigheder. Som regel skriftligt suppleret med teksten 'Asia's most wanted. Foto: Ritzau Scanpix

Meth-amfetamin for 170 milliarder årligt. Og det er kun en af varerne i den gesjæft, som den kinesiskfødte canadier Tse Chi Lop nu er eftersøgt verden over for at stå bag. Det skriver blandt andet svenske Expressen og Sky News.

Et narkoimperium strækkende sig gennem hele den asiatiske stillehavsregion, fra Japan til New Zealand, og med fabrikker gemt i Burmas enorme jungle.

Efter at være immigreret fra Kina i 1988 har Tse Chi Lop været fængslet for heroinsmugling i USA. På fri fod 2006, efter sigende med en personlig garde thai-boxere omkring ham til alle tider, menes han nu at være en af de største og rigeste forbrydere i Asien.

Med ham og hans foretagende som mål er 'Operation Kungur' blevet igangsat, en international efterforskning, der siges at være den største af sin slags i Asiens historie med både australske, kinesiske, amerikanske og canadiske myndigheders deltagelse.

Lang forhistorie i narkokriminalitet
Narkoimperiets virksomhedsnavn er af amerikanske og andre engelsksprogede myndigheder identificeret som firmaet 'The Company', som ofte gemmer produkter i tepakker, skriver Reuters.

I amerikanske dokumenter står Tse Chi Lop som en af fire canadiske statsborgere på en liste af 19 ledere i The Company. Resten er fra Hong Kong, Myanmar og Kina.

Tse Chi Lop er også selv oprindeligt fra Kina, men flyttede til Canada i 1988. På det nordamerikanske kontinent blev han hurtigt kendt af politiet, og i 1998 blev han dømt for at stå bag omfattende smugling af heroin i New York.

Han undslap dog livstid, efter han plæderede for sin families behov for beskyttelse og hans 12-årige søns lungesygdom. Derfor blev han løsladt i 2006 og forsvandt hurtigt op til Canada, hvor det altså nu ikke ser ud til, at han bare har drevet det af siden.

Han rygtes for at leve en ekstravagant livsstil med sin ekstraordinære gage fra The Company. Efterforskere beretter, at han har været gæst på adskillige fem-stjernede hoteller og casinoer rundt omkring i Asien. I Macau skulle han have spillet 66 millioner dollars væk under et enkelt casinobesøg.

8 kommentarer
Vis kommentarer