AstraZeneca kan have givet forældede data om vaccine

Overvågningsorgan i USA frygter, at AstraZeneca kan have inkluderet forældede informationer fra kliniske test

AstraZeneca-vaccinationerne er pt sat i bero i Danmark.

Amerikanske sundhedsmyndigheder udtrykker bekymring for, at data, som er indhentet ved test af AstraZenecas covid-19 vaccine, kan have været forældede.

- Dette kan have givet et ufuldstændigt billede af vaccinens effektivitet, hedder det i en erklæring fra USA's Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme.

Reaktionen skyldes oplysninger fra The Data and Safety Monitoring Board (DSMB).

- Vi opfordrer indtrængende AstraZeneca til at arbejde sammen med DSMB om at vurdere data omkring vaccinens effektivitet og sikre en offentliggørelse af den mest præcise opdatering af disse data hurtigst muligt, hedder det i erklæringen.

Reaktionen fra DSMB kommer, efter AstraZeneca mandag meddelte, at vaccinen beskyttede 79 pct. af patienterne mod covid-19 i henhold til et amerikansk fase 3-studie. Samtidig hed det, at vaccinen sikrede, at ingen patienter fik alvorlig sygdom eller blev indlagt på hospitalet.

Men vaccinen er altså endnu ikke godkendt i USA, som det er tilfældet i Europa, hvor der dog har været uro om vaccinationerne i flere lande i den senere tid.

AstraZeneca-vaccinen er godkendt i Europa, men brugen dog er sat i bero i flere lande af frygt for en sammenhæng med blodpropper.

Danmark var et af de første lande til at indstille brugen af vaccinen. De danske sundhedsmyndigheder har oplyst, at de fortsat ikke ønsker at gøre brug af vaccinen, før der foreligger flere data.