Astro-Andreas' storesøster: Jeg græd, da Andreas var på rumstationen

Rosemarie Mogensen sad rørt foran fjernsynet, da Astro-Andreas svævede ind i Rumstationen

De to søstre Irene og Rosemarie valgte at blive i Danmark og se Andreas' tur i rummet på fjernsynet (Privatfoto).
De to søstre Irene og Rosemarie valgte at blive i Danmark og se Andreas' tur i rummet på fjernsynet (Privatfoto).

Andreas Mogensen er for kort tid siden ankommet til Den Internationale Rumstation sammen med sine to med-austrunauter. Det betød, at familien endelig kunne tale med ham gennem en skype-forbindelse. Men det gjaldt kun hans hustru, mor og lillebror.

Som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, valgte storesøster Rosemarie Mogensen og lillesøster Irene Birk at se deres brors tur i rummet i fjernsynet. Og de har siddet klistret til skærmen, siden han susede mod stjernerne i onsdags.

- Jeg fik tårer i øjnene, da han svævede ind i rumstationen. Jeg har været så spændt på hans vegne. Det var dejligt at se, at han havde det godt, fortæller Rosemarie Mogensen til Ekstra Bladet.

Hun synes, at følelserne var mere uden på tøjet i dag i forhold til opsendelsen i onsdags.

- Det var mere følelsesladet denne gang. Men han er i sikkerhed nu - i hvert fald de næste otte dage.

'Irene er in labour'

I onsdags var hun sammen med sin søster i Industriens Hus for at se sin brors vej mod rummet, men i dag måtte hun sidde alene foran fjernsynet. Søsteren Irene Brik er nemlig i gang med at føde sit andet barn, og det huskede Andreas Mogensens mor Lisa Bjerregaard også at fortælle ham gennem skypeforbindelsen.

- Jeg tror, hele Danmark ved, at Irene er i gang med at føde. Det er typisk min mor at fortælle sådan noget, siger Rosemarie Mogensen grinende til Ekstra Bladet.

'Jeg er så stolt'

Rosemarie Mogensen har ikke selv mulighed for at snakke med sin bror, inden han igen er på fast grund på jorden. Hun kan dog sende e-mails til ham, men selvom han har internetforbindelse, er hun i tvivl om, han svarer. Hun har alligevel sikret sig, at han oppe fra rummet kan se, hvor stolt hun er.

- Jeg har sat det på Facebook og vist det til alle. Det er så vildt, og jeg er så stolt af ham. Det er så underligt, at han svæver rundt deroppe, afslutter Rosemarie Mogensen til Ekstra Bladet.

Andreas Mogensen har en biologisk bror, der var med ham i Kasakhstan. De to søstre er adopteret ind i familien som små.

25 kommentarer
Vis kommentarer