Har du i den periode, du har optjent feriepenge, selv indbetalt en del af din løn til pension, så vil dit indefrosne feriepenge-beløb være forkert.
Fejlen er opstået, fordi ATP, der står for beregningen bag udbetalingen af feriepengene, har udregnet dit tilgodehavende ud fra din AM-indkomst efter indbetaling til pension. Det er en fejl, idet du optjener feriepenge af din fulde løn - altså før din indbetaling til pension er trukket.
Ekstra Bladet har været i kontakt med ATP, der bekræfter fejlen.
- En del lønmodtagere indbetaler via deres arbejdsgiver til en pensionsordning og betaler selv en del af pensionen, som arbejdsgiveren trækker fra på lønsedlen. For disse lønmodtagere vil egenandelen af pensionen ikke indgå i de oplysninger, vi har mulighed for at hente i Indkomstregistret, og derfor indgår pensionsbeløbet ikke i beregningen,' udtaler ATP's underdirektør, Jesper Juel-Helwig, i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
- Derfor kan man få beregnet lidt for lidt som førtidig udbetaling. For lønmodtagere, der selv indbetaler til pensionsordning, vil beregningsgrundlaget ikke være reduceret med pensionsbeløbet,' skriver han.
Den fremtidige regulering betyder dog, at det i øjeblikket er uvist, hvornår danskerne kan få de penge, de mangler her og nu. Det er det, fordi der endnu ikke er indgået nogen politisk aftale om udbetalingen af de sidste to ugers indefrosne feriepenge.
Får 'tæt på' det rigtige beløb
Ifølge ATP vil danskerne ende med at få udbetalt det rigtige beløb, idet beløbet vil blive reguleret, sådan at de penge, der står tilbage for de sidste to ugers indefrosne penge, vil inkludere de penge, man ikke har fået udbetalt i denne omgang.
- Når arbejdsgiverne har foretaget alle indberetninger, vil vi i starten af 2021 beregne det beløb, som lønmodtageren har stående tilbage i fonden. Hvis man har fået for lidt eller for meget, reguleres det i den resterende opsparing for hele overgangsåret, så alle i sidste ende får præcis det, de har optjent hos arbejdsgiverne, siger Jesper Juel-Helwig.
Ifølge AFP vil 'langt de fleste beløb' komme tæt på det rigtige feriepengebeløb for perioden.
Nogle har fået for meget
Desuden vil personer, der har afholdt betalt ferie i perioden, få vist et for højt beløb til udbetaling.
- Tilsvarende kan vi ikke tage højde for de feriedage, man har afholdt i perioden, hvor man ikke optjener feriepenge. Derfor kan man få lidt for meget. Det vil variere fra lønmodtager til lønmodtager, hvor stor afvigelsen fra det reelt optjente feriepengebeløb vil være, siger Jesper Juel-Helwig.
Denne udbetaling vil også blive reguleret i forbindelse med pengene for de tilbageværende to uger.