De fleste herhjemme sparer op til pensionen via ATP, og de kan glæde sig over, at pensionskæmpen i tredje kvartal øgede den samlede opsparing med 3,2 milliarder kroner.
Gevinsten er kommet i hus takket være et investeringsafkast på næsten 5,7 milliarder kroner, svarende til 5,8 procent af bonuspotentialet.
Herfra skal imidlertid trækkes skatter, omkostninger og et negativt afkast i afdækningsporteføljen, hvilket tilsammen udgør godt 2,4 milliarder kroner.
Den afgående direktør, Carsten Stendevad, glæder sig over, at det samlede investeringsafkast for årets ni første måneder udgør 12,3 procent.
- Vi forventer dog ikke, at disse høje afkast kan fortsætte, givet de udfordringer som særligt Europa står overfor med svag økonomisk vækst og en ekstrem pengepolitisk situation.
- Halvdelen af den europæiske statsgæld har negativ rente, en underkapitaliseret finansiel sektor og udsigten til et hårdt brexit, siger Stendevad i en pressemeddelelse.
ATP's samlede formue udgjorde med udgangen af september knap 806 milliarder kroner.