Auschwitz med bøn til gæster: Stop det

'Vores kamera-vaner er fuldstændig ude af kontrol'

Billeder af gæster på togskinnerne i Auschwitz har skabt røre. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Billeder af gæster på togskinnerne i Auschwitz har skabt røre. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

At koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i Polen har en særlig plads i historien, er indiskutabelt.

Det var på denne 'fabrik', at tyskerne opfandt det industrielle massemord, der under Anden Verdenskrig kostede mere end en million mennesker livet.

I dag er Auschwitz omdannet til mindesmærke, som alle har mulighed for at besøge.

På den baggrund kan det måske virke indlysende, at man skal opføre sig respektfuldt på stedet, men onsdag måtte Auschwitz Memorial på Twitter udsende et opslag rettet mod en særlig gruppe gæster.

'Husk på, at du er et sted, hvor over en million mennesker blev dræbt. Respekter deres minde', skriver de blandt andet i opslaget, hvor de også understreger, at der findes 'bedre steder at øve sin balanceevne end togskinnerne i Auschwitz'.

Opslaget, der har fået mere end 20.000 reaktioner, er allerede blevet omtalt i adskillige medier heriblandt BBC.

'Det her er virkelig et vigtigt opslag, da vores kamera-vaner er fuldstændig ude af kontrol', lyder en af de mange kommentarer, som tweetet har medbragt.

'Jeg forstår ikke folk, som bruger Auschwitz til at tage glade seflies, når det samtidig er et sted, hvor der blev myrdet tusindvis af uskyldige mennesker', skriver en anden.

En selfie i Auschwitz har tidligere forårsaget stor debat, da en selfie af den smilende teenager Breanna Mitchell gik verden rundt.

Læs også: Se også: Selfie udløste dødstrusler: Jeg fortryder ikke noget

351 kommentarer
Vis kommentarer