Australien vil screene flypassagerer fra virusramt by i Kina

I et forsøg på at forhindre dødelig virus fra Kina i sprede sig begynder Australien at tjekke folk fra Wuhan

Foto: Jason Le/Reuters//Ritzau Scanpix
Foto: Jason Le/Reuters//Ritzau Scanpix

Australien vil screene passagerer fra den kinesiske by Wuhan, hvor et udbrud af det nye coronavirus begyndte tidligere i januar.

Det oplyser den australske regering tirsdag ifølge Reuters.

Tiltaget er et forsøg på at forhindre virusset i at sprede sig.

Screeningen begynder torsdag i Sydneys internationale lufthavn, hvortil der ugentligt ankommer tre fly direkte fra Wuhan.

Det oplyser den australske regering øverste medicinske rådgiver, professor Brendan Murphy. Samtidig siger han, at screeningen kun yder et begrænset værn.

- Du kan ikke fuldstændigt forhindre spredning af en sygdom ind i landet. Inkubationstiden er sandsynligvis en uge, siger Murphy ifølge Reuters.

Rejsende fra Wuhan vil få udleveret en informationsfolder i fly mod Sydney. Hvis de for nylig har haft feber eller mener, at de bærer rundt på virusset, skal de henvende sig til lufthavnspersonale.

- Det drejer sig om at identificere dem med høj risiko og sikre, at de ved det og er klar over, hvordan de kan få lægelig hjælp, siger Brendan Murphy.

Australien besøges hvert år af over en million turister fra Kina, og ugentligt lander omkring 160 fly fra Kina i australske lufthavne.

De australske forholdsregler kommer samtidig med, at myndighederne i Wuhan tirsdag meddelte, at endnu en person er død som følge af virusset, der forårsager en form for lungebetændelse.

Fire personer har mistet livet, og over 200 er smittet med virusset.

I flere andre lande som Thailand, Kina, Singapore, USA og Japan bliver indrejsende fra Wuhan også tjekket for, om de bærer virusset, som der ikke findes en vaccine mod.

I Thailand, Japan og Sydkorea er der også konstateret enkelte smittetilfælde. Det har øget bekymringerne for, at internationale flyrejsende kan bringe virusset med sig til andre lande.

Indtil mandag var det uvist, om virusset kan smitte fra en person til en anden. Men det kan det, sagde en forsker ved Kinas nationale sundhedskommission ifølge nyhedsbureauet AFP.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har indkaldt til hastemøde onsdag på grund af virusudbruddet.

1 kommentar
Vis kommentarer