Australiens største delstat lukker af for virusramt millionby

Et stigende antal smittetilfælde i delstaten Victoria får nu nabostaten New South Wales til at lukke grænsen

Myndighederne i Melbourne arbejder lige nu på højtryk for at inddæmme et stigende antal smittetilfælde med coronavirus i byen. Foto: Stringer/Reuters
Myndighederne i Melbourne arbejder lige nu på højtryk for at inddæmme et stigende antal smittetilfælde med coronavirus i byen. Foto: Stringer/Reuters

Australiens mest folkerige stat, New South Wales, lukker tirsdag ved midnat grænsen til nabostaten Victoria på ubestemt tid efter genopblussen af coronasmitte.

Det skriver det australske medie ABC News natten til mandag dansk tid.

Grænsen bliver lukket for at forhindre spredning af coronavirus.

Det sker, efter antallet af coronasmittede på det seneste er begyndt at stige igen i Australiens næststørste by, Melbourne.

Mandag har myndighederne registreret 127 nye tilfælde af coronavirus i byen.

Det er det højeste antal på en enkelt dag, siden coronapandemien begyndte.

På et pressemøde mandag kalder Victorias premierminister, Daniel Andrews, grænselukningen for 'den kloge beslutning' på nuværende tidspunkt.

På grund af det stigende antal smittede i Melbourne har myndighederne i byen den seneste uge sendt mere end 30 forstæder og omkring 300.000 mennesker tilbage i lockdown i et forsøg på at inddæmme smitten.

Derudover er næsten 200.000 blevet testet for coronavirus i de berørte områder.

Det er første gang siden pandemiens begyndelse, at delstaten New South Wales lukker grænsen til en anden stat.

Næsten alle andre stater i Australien holder også grænserne lukkede for borgere fra Victoria.

FAKTA: Australien har langt færre dødsfald end Danmark

Både i faktiske tal, men også set i forhold til et indbyggertal på over 25 millioner, har Australien haft relativt få coronarelaterede dødsfald sammenlignet med de fleste andre vestlige lande.

I alt er der registreret 104 Covid-19-dødsfald i Australien. Det svarer til 0,4 dødsfald per 100.000 indbyggere.

I Danmark er de tilsvarende tal 606 og 10,4 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Her antal dødsfald og smittede i de otte administrative områder Australien er inddelt i.

* New South Wales: 49 døde og 3419 smittede.

* Victoria: 20 døde og 2536 smittede.

* Tasmanien: 13 døde og 228 smittede.

* Western Australia: 9 døde og 618 smittede.

* Queensland: 6 døde og 1067 smittede.

* South Australia: 4 døde og 443 smittede.

* Australian Capital Territory: 3 døde og 108 smittede.

* Northern Territory: 0 døde og 30 smittede.

Kilde: Johns Hopkins University.

11 kommentarer
Vis kommentarer