De største politiske partier og parlamentet i Australien har været udsat for hackerangreb, som en fremmed stat menes at stå bag.
Det siger Australiens premierminister, Scott Morrison, natten til mandag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
De australske efterretningstjenester var ifølge Morrison ved at undersøge et hackerangreb tidligere på måneden mod en række australske politikere.
I den forbindelse er efterforskerne blevet opmærksomme på, at også flere store politiske partier er blevet ramt af angrebet.
- Vores cybereksperter mener, at en sofistikeret statsaktør er ansvarlig for denne ondskabsfulde aktivitet, siger Scott Morrison.
Premierministeren nævner ingen mistænkte stater. Men ifølge analytikere er Kina, Rusland og Iran de mest sandsynlige bud, skriver Reuters.
Det er ikke oplyst, hvilke informationer hackerne har fået adgang til i forbindelse med angrebet.
Meldingen kommer, blot få måneder før australierne skal stemme ved parlamentsvalget i midten af maj.
Morrison understreger, at der ikke er nogle tegn på, at formålet med angrebet har været at påvirke valget.