Avis: Novo Nordisk vil skære tusindvis af job væk

Pres på indtjeningen i USA kan koste op til 3000 medarbejdere hos Novo Nordisk jobbet, skriver Børsen

Medicinalselskabet Novo Nordisk overvejer at skille sig af med tusindvis af sine medarbejdere som led i en spareplan, der skal sænke omkostningerne med milliarder af kroner.

Det skriver Børsen fredag. Avisen har oplysningerne fra 'kilder med indsigt i processen'.

Ledelsen i Novo 'arbejder på højtryk med detaljerne' i en spareplan, som vil blive præsenteret for bestyrelsen på et strategimøde i USA senest i juli.

Måneden efter vil offentligheden få besked om beslutningerne på mødet i forbindelse med præsentationen af Novos halvårsregnskab. Ifølge Børsen kan op til 3000 stillinger blive skåret væk.

- Besparelsen skal modvirke den negative effekt af øgede rabatter i USA, skriver Børsen.

Desuden vil de langsigtede finansielle mål, som Novo er kendt for at opstille, blive droppet, fordi det er blevet sværere at forudsige, hvordan markederne for Novos produkter udvikler sig.

Usikkerheden gælder især USA, hvor Novo og andre giganter inden for behandling af diabetes fremover må forvente at tjene mindre end tidligere, fordi de store indkøbsforeninger i stigende grad kræver afslag i priserne.

Rabatterne kan skære op til fire procent af Novos driftsindtjening i 2019. Og med Novos driftsoverskud på omkring 50 milliarder kroner svarer det til et fald på to milliarder kroner.

Hvis den effekt skal neutraliseres alene af fyringer, skal der fjernes omkring 2000 stillinger.

I alt har Novo Nordisk over 40.000 ansatte.

61 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere