Der er stor risiko for hvidvask i spilindustrien. Og kriminelle hvidvasker penge på livet løs hos blandt andet det statsejede Danske Spil.
Sådan lyder advarslen i en fortrolig rapport fra Bagmandspolitiet, der officielt hedder Søik (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet).
Det skriver Børsen onsdag.
Ifølge rapporten er de såkaldte landbaserede væddemål - altså spil, der ikke foregår online - hvor man for eksempel spiller på fodboldkampe, et af de områder, hvor hvidvaskrisikoen er højest.
Søik betegner væddemålene som en 'relativt billig metode at anvende til hvidvask'.
- Den teoretiske tilbagebetaling på nogle spil er mere end 90 procent. Det vil sige, at man i teorien næsten risikofrit kan placere sine midler hos en spiludbyder og få størstedelen tilbage igen, lyder det ifølge Børsen.
Danske spil erkender, at der er hvidvaskrisiko ved de landbaserede væddemål.
- Men vi er ikke enige i, at opdagelsesrisikoen er lav, siger Kate Jacquerot, der er juridisk direktør i Danske Spil, til Børsen.
- Vi kan spore meget, og det gør vi også, når det handler om de landbaserede væddemål. Det vil være dumt at bruge Danske Spil til hvidvask, siger hun.
Søik offentliggjorde tidligere i år rapporten 'Hvidvask i Danmark - Den nationale risikovurdering 2018'.
Rapporten findes i en offentlig version. Men Børsen er i besiddelse af en længere, fortrolig version.
Og her får man ifølge avisen indtryk af, at risikoen for at blive opdaget i hvidvask med landbaserede væddemål er ganske lav.
Statsejede Danske Spil er den suverænt største spiludbyder og pålagt at indberette mistænkelige transaktioner.
I 2018 indberettede Danske Spil 5895 mistænkelige transaktioner på onlineområdet.
Området vurderes som lavrisiko i forhold til hvidvask på grund af høj sporbarhed i det rent digitale miljø.
Antallet fra kioskvæddemål var blot 95. Det står i kontrast til, at risikoen for hvidvask af Søik vurderes til at være markant højere på væddemålene end på onlineområdet.