Bang & Olufsen taber fortsat penge

Bang & Olufsen leverer regnskab i en tid, hvor selskabets fremtid er på spil. En opkøber lurer i kulissen.

Træerne vokser ikke ind i himlen for det hæderkronede danske selskab Bang & Olufsen. Selskabet har netop fremlagt sine tal for første halvår, og mens det går fremad er resultatlinjen fortsat rød.

Resultaterne er fremlagt før tid og blot tre uger efter, at selskabet fortalte, at der var kommet henvendelser fra en interesseret køber.

- Set i lyset af den offentliggjorte selskabsmeddelelse den 26. november (om en potentiel køber, red.) har Bang & Olufsens bestyrelse og ledelse fundet det hensigtsmæssigt at fremskynde processen med at lukke resultaterne for at sikre information til aktiemarkedet om selskabets resultater i første halvdel af regnskabsåret, skriver Bang & Olufsen.

Selskabet slider voldsomt med at tilpasse sig nye kundegrupper og skabe populære produkter. Det hårdt trængte selskab har solgt fra og fokuserer nu på kerneforretningen inden for tv og sine nye, billigere Play-produkter.

Det har betalt sig i første halvår, hvor salget af Play-produkterne er mere end fordoblet. Meget sigende er salget af de klassiske produkter igen faldet.

- Vi er glade for efterspørgslen på vores nye produkter og vil fortsætte med at lancere nye produkter, skriver Tue Mantoni, administrerende direktør for Bang & Olufsen i regnskabet.

Samlet er omsætningen i Bang & Olufsen steget med en femtedel til 1235 millioner kroner i første halvår, der fra april til oktober. B&O Play står nu for over en tredjedel af det samlede salg.

Fremgangen til trods er Bang & Olufsen stadig ikke nogen pengemaskine, og selskabet gav igen underskud. Bundlinjen viste et tab på 97 millioner kroner, hvilket trods alt var bedre end de 181 millioner kroner, der blev tabt i samme periode sidste år.

Bang & Olufsen har solgt fra for at arbejde sig ud af sin krise. Det til trods er selskabet med det kendte brand langt fra på ret køl. I november kom det frem, at selskabet har modtaget "henvendelser" fra en interesseret køber.

3 kommentarer
Vis kommentarer