Bank fyrer hver tiende medarbejder

Vestjysk Bank vil spare 25 millioner kroner årligt og afskediger i den forbindelse 50 ansatte.

Arkivfoto
Arkivfoto

Vestjysk Bank vil reducere sine omkostninger, og i den forbindelse afskediger banken 50 af sine ansatte.

Selskabet oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at man på grund af en bevidst slankning af balancen og et ønske om at effektivisere driften forventer at spare 25 millioner kroner om året.

Hovedparten af disse besparelser skal hentes på lønbudgettet i forbindelse med, at de nuværende 510 ansatte reduceres til 460.

Besparelserne slår igennem fra 1. januar 2016, men omkostningerne i forbindelse med sparerunden bliver bogført i år.

Alligevel forventer banken fortsat at opnå et basisresultat før nedskrivninger på mellem 350 og 400 millioner kroner.

Vestjysk Bank er et børsnoteret selskab, som har staten som hovedaktionær med en ejerandel på godt 80 procent.

Ejerskabet kom i stand i forbindelse med finanskrisen, hvor staten bistod det trængte pengeinstitut med lånekapital i forbindelse med bankpakker.

Den såkaldte hybride kapital er siden blevet omdannet til aktiekapital, og statens ejerandel er løbende øget fra 52 procent i 2011 til det nuværende niveau.

Vestjysk Bank opnåede i første halvår 2015 et basisresultat på 216 millioner kroner. Nedskrivninger på 171 millioner kroner, som primært stammer fra landbruget, trak imidlertid resultatet før skat ned på 45 millioner kroner.

Selskabet har været i overhængende fare for at blive overtaget af det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, men er indtil videre lykkes med at holde sig oven vande og leve op til solvenskravene.

10 kommentarer
Vis kommentarer