Banker flår dig i etablerings-omkostninger: Se hvem der er værst

Du kan spare næsten 10.000 kr. alene i etableringsomkostninger på et bankboliglån, hvis du vælger den rigtige bank

Gebyr-gribbene er klar til at slå kløerne i dig, når du skal optage et bolig- eller andelsboliglån i banken. Foto: Edwardes Guy
Gebyr-gribbene er klar til at slå kløerne i dig, når du skal optage et bolig- eller andelsboliglån i banken. Foto: Edwardes Guy

Det er ikke kun renten, du skal kigge på, hvis du skal optage et boliglån eller et andelsboliglån i banken. Tjek også lige de gebyrer, som banken tager for at oprette lånet.

Det kan godt betale sig.

Mybanker har lavet en sammenligning af, hvad landets 10 største banker tager sig betalt for at stifte et andelsboliglån på 800.000 kr. og et bankboliglån på 500.000 kr.

Og det er ikke småpenge, du kan spare ved at se dig for.

Forskel på 10.000 kr.
Skal du bruge 500.000 kr. til et boliglån i Arbejdernes Landsbank, må du hoste op med ikke mindre end 23.020 kr. i etableringsomkostninger, mens du kan gå i Nordea og låne lige så mange penge for blot 13.240 kr. Altså en forskel på næsten 10.000 kr.

Det kan imidlertid være svært for kunden at gennemskue de forskellige bankers priser, siger Morten Westergaard, direktør i Mybanker.

- For eksempel har flere banker et gebyr på blot 1000 kroner til selve oprettelsen af et boliglån, men det er ikke totalprisen. Oveni kommer nemlig en stiftelsesprovision på 1-2 procent af låneprovenuet. Det betyder helt konkret, at det, der umiddelbart ligner markedets laveste pris, kan ende med at blive den dyreste.

Samme tid, men dyrere
- Det vil også sige, at det bliver dyrere, jo flere penge, du låner – selv om det tager en bankansat lige lang tid at oprette et lån til en million som et til 50.000 kr., siger Morten Westergaard.

Når det kommer til et andelsboliglån på 800.000 kr., er Danske Bank dyrest for tiden blandt de undersøgte banker. Her koster det  26.560 kr. i etableringsgebyr, udfærdigelse af pantebrev, stiftelsesprovision og så videre, mens Nykredit kan nøjes med 18.960 kr.

Vestjysk Bank og Spar Nord Bank ligger også i den dyre ende, mens det er væsentligt billigere i Arbejdernes Landsbank, Jyske Bank, Nordea og altså Nykredit.

Det er dog ikke alle pengene, der haver på bankens bundlinje. I Mybankers beregning over etableringsomkostninger indgår også tingslysningsafgift til staten.

Tjek også renten
Du skal dog heller ikke stirre dig blind på etableringsomkostningerne, understreger Morten Westergaard.

- Vær opmærksom på, at et lån, der er dyrt at etablere, godt kan blive konkurrencedygtigt med tiden, hvis du til gengæld skal betale en lav rentesats på lånet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere