Banker vil droppe dine renter

Indlånsrenten på vej væk, siger bankfolk

Arkivfoto: Niels Hougaard
Arkivfoto: Niels Hougaard

Danskerne kan meget snart vågne op til en hverdag, hvor renten på deres indlånskonti er et stort rundt nul. Bankerne er nemlig så pressede af den lave rente, at nogle af dem nu seriøst overvejer helt at fjerne renten fra kundernes indlånskonti. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

- Hvis det lave renteniveau fortsætter, er den tid ikke fjern, hvor indlånsrenterne i bankerne er en saga blot for en periode, siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.

Han indrømmer dog, at det er en svær beslutning, selv om renten på indlånskonti allerede er så langt nede, at den kan være svær at finde selv med en lup.

- Det er et faktum, at det langt hen ad vejen koster penge for os at tage indlån ind. Vi tager alle små skridt i øjeblikket, for der er ingen af bankerne, der tør at tage dramatiske skridt i en usikker verden, siger Anders Dam.

Sydbanks øverste chef ser også en mulighed for nulrenter, når hun kigger i krystalkuglen.

- Det kan meget vel blive konsekvensen af det lave renteniveau. Men jeg tror, at mange kunder allerede i dag føler, at den betaling, de får for at have penge i banken, er lav, siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.

Direktør John Norden i Mybanker.dk, hvor det er muligt at sammenligne bankers renter på indlån, mener, at Anders Dams udmelding giver god mening.

- Jeg har i lang tid undret mig over, at jeg kan få 2 pct. i rente, hvis jeg binder pengene i tre år, mens obligationsrenten i en tilsvarende periode - altså på et F3-lån - ligger på omkring 0,4 pct. Det giver ingen mening, at banken giver en højere rente, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer