Bankerot millionær brokker sig over Danmark: - Som at være i koncentrationslejr

Mandag kan man følge Anne Mette Beckmanns nye liv uden penge og bolig i TV2-dokumentaren 'Millionær på bistand'

- Priserne er det sværeste ved at bo i København. Et glas hvidvin koster mellem 35 og 60 kroner. I Portugal betalte jeg knap 1 Euro per glas. Jeg drikker meget mindre vin her, og det er jo godt, siger Anne Mette Beckmann fra 'Millionæren på bistand'. (Pressefoto: STV Production)
- Priserne er det sværeste ved at bo i København. Et glas hvidvin koster mellem 35 og 60 kroner. I Portugal betalte jeg knap 1 Euro per glas. Jeg drikker meget mindre vin her, og det er jo godt, siger Anne Mette Beckmann fra 'Millionæren på bistand'. (Pressefoto: STV Production)

En dårlig økonomi har tvunget 61-årige Anne Mette Beckmann til at flytte tilbage til Danmark for at søge om kontanthjælp. Mødet med Danmark er dog ikke helt let for den tidligere millionærdatter, der første gang blev kendt i 2010, da hun stod frem i programmet 'Millionæren, der mistede alt'.

- Alle de her regler, og så er de her mennesker så stressede selv. Uptight (reserveret, red.) og fulde af rynker. Det er som at være i koncentrationslejr, siger Anne Mette Beckmann i dokumentaren om mødet med danskerne i et S-tog, hvor hun snakkende har forvildet sig ind i en Stillezone.

Hun synes, at der er mange regler i Danmark.

- Reglerne forskrækker mig. Jeg er vant til syden, der er fleksibel. Folk er kontrollerede, og faktisk er de ikke klar over det. Samfundet og menneskerne er blevet 'robotiserede'. Alle gør det samme, og kun hvad de må. Det er meget tydeligt. Man skal være diskret og helst ikke vise følelser, siger Anne Mette Beckmann i en mail til Ekstra Bladet.

Hun kan ikke overskue at stille op til et interview.

Skylder penge i Portugal
Tilbage i 2010 vakte Anne Mette Beckmanns udtalelser om penge, rigdom og arbejde stor forargelse. Det var da hendes liv blev portrætteret i dokumentaren 'Millionæren, der mistede alt.' Her fulgte man Anne Mette  Beckmann og moderens trængsler i en 2-værelses lejlighed i Cascais på Portugals solkyst, hvor de levede af moderens folkepension.

Anne Mette Beckmann bebrejdede sin mor, at hun gik glip af en millionarv, da familieformuen gik tabt under den portugisiske revolution i 1974. Og efter moderens død i 2015 er det gået nedad for Anne Mette Beckmanns økonomi. Hun skylder penge til højre og venstre, som hun siger i dokumentaren.

Træt og stresset
Hjemvendt til Danmark har det dog været lidt op ad bakke for Anne Mette Beckmann. Vejret er koldt. Der er kø hos Borgerservice, kontanthjælpssystemet er svært at finde rundt i og Rejsekortet driller.

- Jeg er stadig træt og stresset over min svære situation, så jeg prøver at slappe af så meget som muligt. Det er ikke altid nemt. Jeg elsker at gå rundt i byen, men så bruger jeg penge, og det har jeg ikke råd til. Det værste er ikke at have en bolig, selv et værelse koster jo en formue i København, siger Anne Mette Beckmann.

Hos den danske ambassade i Portugal har Anne Mette Beckmann fået den opfattelse, at hun kan få kontanthjælp. Men kun hvis hun har bopæl i Danmark. Og det er ikke sådan lige til at finde en egnet bolig.

- Jeg bor indtil videre hos venner. Her er hyggeligt, men jeg kan jo ikke blive her for evigt. At være hjemløs er noget af det værste, jeg har oplevet. Man mister sin base og sin tryghed, siger Anne Mette Beckmann.

Heller ikke kontanthjælpen er der kommet styr på.

- De fandt ud af, at jeg havde en lille førtidspension, så min eneste rettighed var, at supplere op på den. Men det er desværre kun med 5.000 kroner, så det er svært at leve for, siger Anne Mette Beckmann.

Danmark er frygtelig dyr
Hun er nogenlunde afklaret med, at hun aldrig kommer til penge igen.

- Jeg har lært en masse i Danmark og tænker ikke, at jeg ikke kan være lykkelig uden penge igen. Jeg er bare meget ulykkelig over at have for få penge til at leve for. Man må have nok til at kunne betale en husleje, regninger og mad. Det er også dejligt, hvis man kan lidt ud engang imellem, men her er jo frygtelig dyrt. Heldigvis har jeg meget gode venner, der somme tider inviterer mig ud, siger Anne Mette Beckmann.

395 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere