Finansverdenen er ramt af et gigantisk bankkollaps.
Finansmyndigheder i Californien lukkede fredag den kriseramte storbank Silicon Valley Bank. Det pludselige kollaps har sendt den internationale finansverden til tælling.
Også herhjemme er en række kæmpe virksomheder berørt af bankkrakket i Californien.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Store summer
I sidste uge kunne det danske biotekselskab Zealand Pharma melde ud, at 2022 bød på et gigantisk milliardunderskud. I denne uge lyder det så ifølge Finans, at man kan miste endnu flere millioner på Silicon Valley Bank.
'Zealand ved på nuværende tidspunkt ikke, i hvilket omfang man vil være i stand til at inddrive alle sine likvide midler hos SVB eller tidspunktet for inddrivelsen', skriver biotekselskabet i en meddelelse.
Selskabet kunne søndag oplyse, at man har cirka 163 millioner kroner stående i den amerikanske bank, hvoraf kun 1,75 millioner er forsikret.
Det ser samtidig heller ikke for lyst ud for det danske it-firma Trifork, der har 26 millioner kroner placeret i SVB's britiske afdeling og knap 24 millioner i den amerikanske, skriver Finans.
Åbnet igen
Sillicon Valley Banks afdelinger er genåbnet mandag under føderal kontrol.
Banken har været i problemer, efter at bankens moderselskab meddelte, at det er i bekneb for kapital.
Samtidig meddelte moderselskabet onsdag aften, at det har været tvunget til at sælge ud af aktiver for 21 milliarder dollar, skriver Marketwire.
Der er bekymring for, at også andre banker kan få problemer som følge af stigende renter, fortæller Mikael Olai Milhøj, der er nuværende chefstrateg i Sterna Capital Partners, til Finans:
- Det her er jo ikke en af de store kendte banker overhovedet. Men det, man jo er bekymret for, er, at kan det sprede sig som ringe i vandet, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Største siden finanskrisen
Ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP er der tale om det største bankkollaps siden finanskrisen i 2007-2009.
Torsdag faldt aktien lidt over 60 procent, og i formarkedet fredag var der endnu et fald i vente på 63 procent. Handlen med aktien blev suspenderet inden markedets åbning.
Også andre banker, der anses for at være i risikozonen, har oplevet store tab på den amerikanske børs.
SVB har siden 1980'erne specialiseret sig i såkaldt risikokapital.
Den har været med til at finansiere nystartede selskaber inden for it-sektoren. Denne sektor er blevet mindre attraktiv, i takt med at renterne er steget.
USA's finansminister, Janet Yellen, udtrykte tidligere fredag 'bekymring' over situationen. Hun tilføjede, at hun 'holder øje med' nogle af bankerne.