Banner-mysterieum: Hvem stjæler borgmesterkandidat?

Borgmesterkandidat Peder Christensen (S) i Skive Kommune har for anden gang fået stjålet sit banner

Peder Christensens (S) store valg-banner nåede kun at pryde Skive by i under 24 timer, før det var væk.

Det skriver Skive Folkeblad.

Han stiller op som borgmesterkandidat i Skive Kommune ved det kommende kommunalvalg, og det er nu anden gang han får sit banner stjålet. Det skete nemlig også i sidste valgkamp.

- Jeg er selvfølgelig træt af, at mit banner er blevet stjålet igen. Det samme skete for fire år siden, da jeg var spidskandidat. Det må næsten være politisk betinget. Især fordi Konservative også har et stort banner hængende ikke så langt derfra, som har fået lov til at blive, siger Peder Christensen til Ekstra Bladet.

I selskab med sin norske svigersøn og barnebarn hængte Peder Christensen lørdag formiddag banneret op ved Sdr. Bouldevard i Skive. Det er ifølge borgmesterkandidaten et sted, hvor mange kommer forbi i løbet af en dag.

Lørdag aften ved 22-tiden hentede borgmesterkandidaten sin datter på banegården, og der var banneret stadig på sin plads. Men da han næste morgen ved 07-tiden kørte til bageren, opdagede han, at det var væk.

Derfor har Peder Christensen, der er uddannet politibetjent, anmeldt det som hærværk. Han har dog planer om, at der skal et nyt banner op.

- Jeg ved ikke, hvem der har gjort det, men det kunne da være rart at få fat i dem. Men det skal ikke være hærværksfolk, der bestemmer, så jeg har da tænkt mig at bestille et nyt banner, fortæller Peder Christensen til Ekstra Bladet.

Gerningspersonen havde tilsyneladende lånt en trailer fra den nærliggende tankstation til at fjerne banneret. Privatfoto.
Gerningspersonen havde tilsyneladende lånt en trailer fra den nærliggende tankstation til at fjerne banneret. Privatfoto.