Barack på besøg: Obama kom, scorede og skred

Den tidligere amerikanske præsident dryssede stjernestøv over Kolding

Obama var i godt humør, da han her forlod Kolding efter en time. Samme dag havde han et lignende arrangement i Holland. Foto: Anita Graversen
Obama var i godt humør, da han her forlod Kolding efter en time. Samme dag havde han et lignende arrangement i Holland. Foto: Anita Graversen

Der var ikke meget folkets mand over Barack Obama, da han fredag ankom til Kolding for at deltage i et højprofileret VIP-arrangement. En billet kostede 17.500 kroner, men så kunne man også få et foto sammen med berømtheden.

Men folk – de helt almindelige mennesker fra Kolding – var der ikke lavet meget ramasjang for.

 Allerede tidligt om morgenen stod talrige borgere ellers klar ved Hotel Kolding Fjord, hvor Obama havde tilbragt natten. Nu var håbet, at de kunne få et foto – eller måske et håndtryk, som da en anden tidligere amerikansk præsident, Bill Clinton, gæstede Frederikshavn tilbage i 2006. 

– Nu må han gerne snart komme, lød det flere gange blandt de tålmodigt ventede borgere.

Snød alle
Men selvom Obamas luksusbil var kørt i stilling lige i øjesyn, snød Obama alle. Han valgte en anden bil og kørte bagom – eller rettere hele kortegen med fire sorte biler og to grå kørte bagom. Og hurtigt forbi de skuffede fans, der måske kunne se en mørk mand bag de tonede ruder. Men hverken håndtryk eller autograf blev det til.

Mange håbede på at få et glimt af den tidligere amerikanske præsident. Foto: Anita Graversen
Mange håbede på at få et glimt af den tidligere amerikanske præsident. Foto: Anita Graversen
 

Nemmere var det ikke i Kolding, da han forlod bilen for at gå ind på universitetet, hvor de 750 gæster ventede på ham. Blot et par enkelte vink og et bredt smil blev det til, inden han blev skærmet af sikkerhedsfolk og sendt videre indenfor.

Bodyguards at se på
Søskendeparret Marika Mathiesen og Anja Beyer Mathiesen nåede aldrig at få et glimt af den karismatiske eks-politiker, da han ankom

Søskendeparret Marika Mathiesen (50) og hendes storesøster Anja Beyer Mathiesen (54) ventede spændt på at få et glimt af Obama. De er begge fra Kolding. Marika læser til psykoterapeut, og Anja arbejder som sosu-hjælper. Foto: Anita Graversen
Søskendeparret Marika Mathiesen (50) og hendes storesøster Anja Beyer Mathiesen (54) ventede spændt på at få et glimt af Obama. De er begge fra Kolding. Marika læser til psykoterapeut, og Anja arbejder som sosu-hjælper. Foto: Anita Graversen
 

– Men vi håber stadig. Jeg kan virkelig godt lide ham. Jeg synes, han er en sympatisk mand, og han har en dejlig familie. Så selvfølgelig skulle vi da lige ned og se ham, nu han var her. Og vi er jo single begge to, så der er jo også nogle bodyguards at se på, lød med et grin fra Anja Beyer Mathiesen.

En enkelt demonstrant
Helt så positive toner var der ikke fra 35-årige Lasse Nielsen. Han var kommet hele vejen fra Roskilde tidligt om morgenen. Eneste morgenmad var to kopper kaffe. Med sig havde han et hjemmelavet skilt med protester over Obama. Noget, han også nåede at råbe ud over flokken af fremmødte, da Obama ankom.

35-årige Lasse Nielsen fra Roskilde var eneste demonstrant, da Barack Obama i går kom til Kolding. – Jeg mener, Obama er kriminel, lød det fra Lasse, der er arbejdsløs. Foto: Anita Graversen
35-årige Lasse Nielsen fra Roskilde var eneste demonstrant, da Barack Obama i går kom til Kolding. – Jeg mener, Obama er kriminel, lød det fra Lasse, der er arbejdsløs. Foto: Anita Graversen


– Men jeg må jo indrømme, at jeg er den eneste demonstrant, der er mødt op. Men jeg mener helt ærligt, at Obama er skyld i meget kriminalitet. Jeg synes, det var meget uetisk at give ham en fredspris. Jeg bryder mig ikke om Trump. Han er en klaphat, men i modsætning til Obama har han trykket ledere fra farlige nationer i hånden. Det kan jeg godt lide, fordi det giver et reelt håb om fred, lyder det fra Lasse, der hurtigt får samlet en skare af unge indvandrerdrenge omkring sig.

– Vi er imod Obama. Nej, vi er for, lød det lidt forvirrende fra flokken, der stod tæt ved de to blafrende flag.

Det danske og det amerikanske.

Stor oplevelse
Meningerne om Obama var delte, men én ting var sikkert. Penge skulle der til. Og penge kunne der laves. Det havde Designskolen Kolding fundet ud af. På den anden side af gaden solgte de såkaldte Barack O’Burgere.

Var det noget med en Barack O’Burger? Foto: Anita Graversen
Var det noget med en Barack O’Burger? Foto: Anita Graversen
 

Efter egen research havde man opsnuset Obamas yndlingsburger – en med roquefort. Og den gik som varmt brød.

54-årige Mette Thrane Frandsen fra Designskolen Kolding solgte burgere, som Obama elsker dem. – Han virker som et varmt og empatisk menneske, sagde hun. Foto: Anita Graversen
54-årige Mette Thrane Frandsen fra Designskolen Kolding solgte burgere, som Obama elsker dem. – Han virker som et varmt og empatisk menneske, sagde hun. Foto: Anita Graversen
 

– Vi har også to af vores studerende med til arrangementet. De tweeter lige nu om, hvad der sker. Det er en stor oplevelse for dem. Så må vi andre jo sælge nogle burgere og tjene nogle penge til skolen, lød det fra Mette Thrane Frandsen, der er ansat som altmuligdame på designskolen.

***

Et dyrt besøg for de få

Barack Obama har været en dyr mand at få på besøg. Besøget har kostet skatteborgerne i Kolding 750.000 kroner. Yderligere en million kroner kommer fra Syddansk Universitetscenter og er dermed også finansieret af skatteborgerne.

500 erhvervsfolk og 200 studerende var indbudt, og kun sølle 15 almindelig borger var inviteret til denne lukkede fest.

Hvad er det værd?
70-årige Bente Sielemann er utilfreds med omkostningerne.

– Det er dyrt, og jeg synes ikke, at det er helt i orden. Men på den anden side påstår de jo, at det sætter Kolding på landkortet. Og hvad er det værd? Det er ikke til at vide, lyder det fra Bente, der er pensionist og bor i Kolding og derfor håbede at få manden at se.

Bente Sielemann fra Kolding var imponeret over, at en mand som Obama besøgte Kolding. Foto: Anita Graversen
Bente Sielemann fra Kolding var imponeret over, at en mand som Obama besøgte Kolding. Foto: Anita Graversen
 

– Jeg så vist et glimt af ham, da han kørte forbi. Det er fint nok. Jeg skal ikke derind. Det er ikke lige mig, lyder det fra pensionisten, da hun står foran universitetsbygningen, hvor Obama holder hof. 

Indtil videre har det været mørkelagt, hvad Obama personligt skulle have for at stille op en time i Kolding. Eks-præsidenten har ganske tydeligt sagt, at han ville droppe arrangementet, hvis hans kontrakt blev offentliggjort.

***

Ros til Danmark

Der var ros til Danmark, da Obama talte ved det lukkede arrangement i Kolding i går. Danske designmøbler og vores indsats på slagmarker rundt omkring var nogle af de emner, som Barack Obama fandt grund til at fremhæve.

130 kommentarer
Vis kommentarer