Barnebarn og overrabbiner: Han var glad til det sidste

Overrabbiner Jair Melchior mindes først og fremmest Bent Melchior som sin farfar

Jair Melchior. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Jair Melchior. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Helt frem til sin død var tidligere overrabbiner Bent Melchior i godt humør.

Det fortæller hans barnebarn Jair Melchior.

- Lægerne var chokeret over, at han var i så godt i humør, og de spurgte, hvordan han kunne holde humøret højt, hvortil han svarede: Enten er jeg i godt humør eller også er jeg død, siger Jair Melchior.

- Han var i godt humør frem til i går nat.

Onsdag morgen døde Bent Melchior 92 år gammel. Han har været en markant skikkelse i såvel det jødiske som danske det samfund. Han var overrabbiner fra 1969 til 1996. Men selvom hans barnebarn i dag er gået i hans fodspor som overrabbiner, er det som farfar, at han mindes Bent Melchior:

- Han havde selvfølgelig kæmpe betydning i det jødiske og danske samfund. Og generelt. Men for mig var han først og fremmest min farfar. Han var enorm kærlig, inspirerende, og så var han et forbillede for, hvordan et menneske og en jøde skal være i den dybeste forstand, siger Jair Melchior.

- Han gik op i, at man skal gøre en forskel i den tid, man har på jorden. Man skal ikke lade sig definere af dem, som vil en det ondt. Man skal fokusere på det gode og det rigtige. Han lod sig ikke skræmme.

Og selvom Jair Melchior altså er gået i sin farfars fodspor, fik han at vide, at det ikke var noget, han skulle lade sig tynge af:

- Han har altid sagt til os, at der ikke er nogen sko vi skal fylde, vi skal lave vores egne spor, siger han.

Jair Melchior fortæller, at Bent Melchior døde med sin familie omkring sig.